Danmark er det første land i EU til at eliminere mor-til-barn-smitte med hiv og syfilis.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

- Vi har i mange år haft en fast screening af gravide og sikret hurtig behandling.

- Det gør, at børn i Danmark i dag ikke fødes med hiv eller syfilis. Det siger Maria Wessman, overlæge og sektionsleder ved SSI.

Danmark har modtaget et certifikat af WHO for officielt at have stoppet smitten.

Certificeringen er et skridt i det fortsatte arbejde med at beskytte kommende generationer mod infektionssygdomme.

Bag certifikatet ligger en omfattende national dokumentation, som er blevet udarbejdet af SSI - i tæt samarbejde med centrale aktører på tværs af det danske sundhedsvæsen, skriver SSI.

WHO skriver på sin hjemmeside om Danmarks nyligt opnåede mål.

- Danmarks succes er et bevis på landets mødresundhedsprogram og langvarige mål om at nå alle gravide kvinder, som har brug for hjælp.

Der er allerede 22 andre lande, som er blevet valideret af WHO, som led i organisationens globale indsats for at stoppe smitten fra mor til barn.

Syfilis er en seksuelt overført sygdom. Mange med sygdommen oplever ikke symptomer eller opdager dem ikke.

Graviditeter, hvor moren ikke er blevet behandlet for syfilis, leder i 50 til 80 procent af tilfældene til komplikationer som for tidlig fødsel, lav fødselsvægt, medfødte misdannelser eller dødfødsel.

Hiv er en virus, som videreføres via kropsvæsker. Sygdommen svækker kroppens immunforsvar ved at angribe de hvide blodlegemer.

Sygdommen kan videregives til barnet under graviditeten, hvis ikke moren bliver behandlet.

Ifølge WHO har Danmark den laveste rate af hiv og syfilis hos gravide kvinder.

/ritzau/