De efterladenskaber, du skyller ud i toilettet, ender i spildevandet, hvor de kan afsløre meget om dig – for eksempel, hvilke rusmidler du har taget.
Netop det har en række forskere sat sig for at undersøge i Europa – og resultaterne fra 2022 viser, at København ligger i top-3 blandt europæiske storbyer, når det kommer til at bruge ét særligt stof.
Nemlig ketamin – eller det rusmiddel, der også i nogle sammenhænge er blevet kendt som 'hestebedøvelse', da det blandt andet bruges til at bedøve store dyr.
Således viser en undersøgelse af spildevandet i 104 europæiske byer, at den tredjestørste koncentration af stoffet er at finde i København.
På første og andenpladsen finder man henholdsvis Barcelona og Lissabon.
Spildevandsundersøgelsen, der har særlig fokus på ulovlige rusmidler, er blevet foretaget i Europa siden 2016.
Det er første gang, at ketamin er blevet inkluderet i undersøgelsen. Forskerne har valgt at inkludere stoffet grundet »tegn på en øget tilgængelighed« i Europa.
Ketamin har i mange år huseret som et rusmiddel, men det bruges også til at bedøve mennesker.
Blandt fagfolk går det under betegnelsen et »dissociativt anæstesimiddel«, da det skaber en fornemmelse af at blive adskilt fra kroppen. Det er tilsyneladende noget, særligt danske festgængere er glade for.
Stoffet kan give hallucinationer og velbehag – men i store doser kan det også være farligt.
Ud over at være et feststof og bedøvelsesmiddel er ketamin i de senere år blevet undersøgt i kliniske forsøg, da forskere mener, at det måske kan bruges til at behandle PTSD og depression.
Ud over at konkludere, at særligt danskerne er glade for ketamin, viser undersøgelsen, at brugen af kokain generelt er steget støt i Europa.
Når det kommer til kokain, er Danmark dog langtfra den førende nation. Her er det i stedet den belgiske by Antwerp – nærmere bestemt den hippe bydel Zuid.
På andenpladsen for kokainbrug finder man den spanske by Tarragona, og på tredjepladsen er Amsterdam.