Nyt år og ny dansk topplacering på den globale antikorruptionsorganisation Transparency Internationals opgørelse over niveauet af korruption i den offentlige sektor i en lang række lande.

Det er femte år i træk, at Danmark topper listen.

Landene tildeles point på en skala fra 0 til 100. Jo højere tal, jo bedre. Danmark har denne gang fået en score på 90. Sidste år var den på 88.

»Det er enormt glædeligt, fordi de punkter, vi går lidt frem på, omhandler sådan nogle kerneting, såsom at udlandet opfatter det, som om når man skal drive forretning i Danmark, så skal man ikke have penge op af lommen til bestikkelse, men at der er et godt og sundt forretningsmiljø i Danmark.

Det siger Jesper Olsen, der er formand for Transparency International Danmark.

De enkelte landes score bliver sat sammen på baggrund af en række forskellige kilder fra en række forskellige lande. Ingen danske besvarelser eller bedømmelser indgår i Danmarks score.

Selv om den er høj, kan man ikke konkludere, at der ikke er ret meget korruption i Danmark, påpeger Jesper Olsen.

»Der er korruption i Danmark. Vores indeks fortæller noget om, hvordan niveauet af korruption i Danmark opfattes, og hvad det er for en oplevelse, man i udlandet har af at samarbejde med danske myndigheder og embedsmænd,« siger han.

Ingen lande har nogensinde fået en perfekt score i korruptionsindekset, og det vil formentlig heller aldrig ske, siger Jesper Olsen.

Han peger på, at Danmark kan forbedre sin score ved ganske enkelt at anerkende, at der foregår korruption i Danmark.

»Og ved at anerkende, at der også er nogle områder, hvor vi skal forebygge. Danmark er kendetegnet ved at være et af de lande, som ikke engang har en strategi for, hvordan man forebygger korruption.

»Det andet område, man skal se på, det er, at vi ikke er særlig robuste, når det kommer til politikerne. Danmark er et af de lande, hvor det er nemmest eksempelvis at mørklægge økonomiske transaktioner til politikerne,« siger Olsen.

Finland og New Zealand deler andenpladsen i korruptionsindekset med en score på 87. Somalia ligger nederst på listen med en score på 12 med Syrien og Sydsudan lige over.

/ritzau/