Antallet af indlæggelser stiger med fire til 20. Det seneste døgn er 116 personer registreret smittet.

Der er registreret 116 nye tilfælde med coronasmitte i Danmark det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

Dermed har Danmark rundet 16.000 smittetilfælde.

SSI oplyser dog, at tallene for det seneste døgn er opdateret senere end normalt, og derfor kan de være højere end forventet. Samtidigt kan tallene for det næste døgn være lavere end forventet.

- Smitten løber ikke løbsk, som det ser ud i øjeblikket, mener Bolette Friderichsen næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin, om det seneste døgns coronasmittetilfælde.

Af de 116 nye smittetilfælde stammer 21 fra Aarhus, 18 fra København, 8 fra Odense, mens 2 er fra Silkeborg.

På grund af et lokalt smitteudbrud er Aarhus og Silkeborg i særligt fokus.

I Silkeborg kan de nuværende tiltag blive ophævet den 24. august. Tiltagene tæller blandt andet anbefaling om mundbind i supermarkeder.

Onsdag forlængede Styrelsen for Patientsikkerhed de nuværende tiltag i Aarhus frem til 4. september.

Aarhus er stadig den kommune, der har flest smittede i forhold til antallet af borgere, oplyser SSI. I den forgangne uge - uge 33 - var der 78,6 tilfælde per 100.000 indbyggere.

- I uge 32 var forekomsten i Aarhus Kommune oppe på 99,1 tilfælde per 100.000 indbyggere, så noget kunne tyde på, at smitteaktiviteten i kommunen er toppet, sagde afdelingschef hos SSI Tyra Grove Krause onsdag.

Antallet af smittede per 100.000 indbyggere er faldet yderligere denne uge i Aarhus.

Bolette Friderichsen påpeger, at det er positivt, at de generelle tal ikke eskalerer på samme måde, som de gjorde i foråret.

Antallet af indlagte stiger med 4 til 20. Af alle de indlagte ligger én på intensiv og er tilkoblet en respirator.

Der er ingen nye coronarelaterede dødsfald det seneste døgn, og det har der ikke været siden den 11. august.

Samlet har Danmark registreret 621 dødsfald siden starten af marts.

/ritzau/