Rigspolitiet har løsladt de sudanske asylansøgere, som skulle hjemsendes til et land i oprør.

Rigspolitiet har opgivet at gennemføre hjemsendelsen af fire sudanske flygtninge, der skulle have været tvangshjemsendt. Det skriver Politiken mandag.

Sudanerne er blevet løsladt kort forud for et retsmøde, hvor en advokat havde bedt myndighederne forholde sig til den aktuelle situation i Sudan.

Rigspolitiet har ikke villet give Politiken en forklaring på, hvad der ligger til grund for løsladelsen.

Den afgørende forhindring har dog hidtil været, at Rigspolitiet frygtede for sikkerheden for de betjente, der skulle eskortere flygtningene til lufthavnen i hovedstaden Khartoum.

Siden det aflyste forsøg på hjemsendelse i april er situationen i Sudan blevet yderligere usikker og ustabil.

Sudan har i årevis nægtet at tage imod tvangshjemsendte asylansøgere, men i begyndelsen af dette år lykkedes det Udlændinge- og Integrationsministeriet at indgå en aftale med regimet, mens Omar al-Bashir endnu var ved magten.

Efter hans afsættelse forsøgte de danske myndigheder at bevare, hvad de selv kaldte for et "konstruktivt samarbejde" med Sudan.

Det er nu op til en ny dansk regering, om den ønsker at fortsætte samarbejdet med de sudanske myndigheder og dermed landets militærjunta

EU indledte i 2015 et samarbejde med Sudan om bekæmpelse af menneskesmugling og bremsning af migration. Det er også dette samarbejde, som muliggjorde, at flere lande kunne begynde at tvangshjemsende afviste sudanske asylansøgere.

Indtil for nylig var EU væsentlig mere tilbageholdende i sin kritik af militærregimet i Sudan end USA og enkelte europæiske nationer såsom Storbritannien. Men nu kalder ministerrådet det demokratisksindede oprør for en "historisk mulighed" og "fordømmer på det kraftigste" overgrebene på de fredelige demonstranter.

SF og de Radikale har allerede meldt ud, at de ikke vil bakke op om et fortsat dansk samarbejde med militærregimet om tvangshjemsendelser.

/ritzau/