Danmark er klar til at støtte det grønlandske beredskab.
Det står klart efter et møde mellem de danske og grønlandske beredskabsmyndigheder, oplyser Beredskabsinfo i en pressemeddelelse.
Egentlig er beredskabsområdet i Grønland hjemtaget, således at det fuldt ud varetages af Grønland selv.
Men skulle der opstå en krise, så er Danmark klar, lyder det fra Torsten Schack (V), minister for samfundssikkerhed og beredskab.
»Det er vigtigt, at vi står sammen. Derfor er jeg glad for det gode og konstruktive møde med Peter Borg. Her gentog jeg, at vi er klar til at støtte Grønlands beredskab, det gælder også fra Beredskabsstyrelsens og Styrelsen for Samfundssikkerheds side«, siger Torsten Schack Pedersen.
Peter Borg er minister for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning i Grønland.
»Grønland står allerede på et solidt beredskabsfundament, og efter et udbytterigt ministermøde øges det tætte samarbejde yderligere – både internt og med vores nærmeste partnere. Naalakkersuisut værdsætter opbakningen fra Danmark til at styrke beredskabet i Grønland,« siger Peter Borg.

