Hvis du tror, du skal være mere end almindeligt uheldig for at blive bidt af en flåt, der bærer rundt på en eller flere sygdomme, så tager du fejl.

Samtidig er der kommet flere flåter i Danmark, så det er en god idé at være ekstra opmærksom på de små dyr.

Det skriver DR, der har talt med René Bødker, som er epidemiolog på Københavns Universitet.

Han har fulgt udviklingen i de danske flåter de seneste mange år, og ifølge ham er der 'slet ingen tvivl om', at der generelt bliver flere og flere flåter i Danmark. Samtidig viser hans undersøgelser, at over halvdelen af de indsamlede voksne flåter i Grib Skov på Sjælland kunne smitte med sygdom – og af dem havde en fjerdedel mere end én sygdom i sig:

»De fleste tænker måske, at man skal være pokkers uheldig for at få to sygdomme fra samme flåt. Men tallene viser, at det skal man ikke,« siger René Bødker til DR.

Hvis du bliver bidt af en flåt, kan du få flere sygdomme. Den mest almindelige er borrelia, som ifølge Statens Serum Institut kan give et udslæt lige omkring stedet, hvor flåten har bidt. Nogle kan opleve hovedpine, træthed og muskelsmerter, ligesom der i sjældnere tilfælde kan opstå symptomer fra nervesystemet (neuroborreliose) med udstrålende nervesmerter eller muskellammelser, typisk ansigtslammelser.

Ifølge René Bødker kan man finde flåter med borrelia over hele landet, men den kan let behandles med antibiotika. Så er det værre, hvis man bliver bidt af en flåt med TBE (Tick Borne Encephalitis), der bliver mere og mere almindelig, siger han til DR.

TBE – der også er kendt som centraleuropæiske hjernehindebetændelse – kan ifølge Statens Serum Institut give symptomer, der begynder med influenzalignende sygdom, der varer nogle dage.

Omkring en tredjedel udvikler herefter tegn på hjernebetændelse med hovedpine, feber og lammelser efter en symptomfri periode på få dage til få uger. Enkelte patienter kan få varige mentale eller neurologiske skader, oplyser SSI.