Danmark fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Slovakiet og San Marino på grund af stigende smittetal.

Listen over lande, som Danmark fraråder ikke-nødvendige rejser til, fortsætter med at blive længere.

Torsdag er Slovakiet og den europæiske miniput San Marino føjet til listen, oplyser Udenrigsministeriet.

Det skyldes, at smittetallene er røget over den danske smertegrænse.

Danmark fraråder rejser til lande, når de passerer 30 smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen, eller fordi landene har indført restriktioner for indrejse - for eksempel krav om karantæne.

En ikke-nødvendig rejse er for eksempel en turistrejse.

Ud over smittetal kigger Udenrigsministeriet på landes testniveau og indrejserestriktioner, når det skal vurdere, om rejser til et land skal frarådes.

Rejsevejledningerne er anbefalinger. Det er derfor ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.

Med den nye opdatering af rejsevejledningerne er listen over gule lande blevet kortere og orange lande længere.

Når lande er gule, opfordres der til at udvise ekstra forsigtighed i det pågældende land. Men når de bliver orange, frarådes alle ikke-nødvendige rejser dertil.

Der er nu otte lande tilbage, som fortsat er gule. Det gælder Norge, Sverige, Tyskland, Polen, Italien, Bulgarien, Grækenland og Cypern.

I Norge er der krav om ti dages karantæne for danskere ved indrejse, men Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser, fordi det er muligt at holde ferie i landet, hvis man kan finde "et passende karantænested".

I Tyskland er der krav om 14 dages karantæne for indrejsende fra Region Hovedstaden.

San Marino har før været på den orange liste, men færre smittede betød, at landet kom tilbage på den gule liste. Men nu frarådes rejser altså igen til miniputnationen, der er omsluttet af Italien.

Uden for EU og Schengen frarådes alle unødvendige rejser.

For at et land, hvor rejser har været frarådet, skal blive genåbnet for rejser, skal antallet af registrerede smittetilfælde være under 20 om ugen per 100.000 indbyggere.

/ritzau/