Danmark er på vej til at misse mål om stop for gasfyr
Cirka 100.000 boligejere har skiftet gasfyret til anden varme siden 2022. Mange fjernvarmeprojekter går i stå. Kommunerne forventer kun at godkende 12 i år.

Cirka 100.000 boligejere har skiftet gasfyret til anden varme siden 2022. Mange fjernvarmeprojekter går i stå. Kommunerne forventer kun at godkende 12 i år.

Det sidste gasfyr i private hjem skal slukke i 2035, og i stedet skal fjernvarme, varmepumper og andre grønne løsninger varme boligen op, når der tændes for radiatorerne.
Sådan lød ambitionen fra regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) i 2022.
De første år var der fart på udfasningen, men siden er udviklingen bremset op.
Og med det nuværende tempo når Danmark ikke 2035-målet.
Det fastslår KL i en statusrapport.
- Der har været rigtig mange bump på vejen i forhold til fjernvarmen. Den kræver jo opbakning lokalt, og nogle steder har det vist sig at blive dyrere, end folk havde regnet med. Måske fordi der ikke var 70 procents tilslutning, eller fordi der alligevel ikke var støtte fra fjernvarmepuljen.
- Derfor går mange projekter i stå eller bliver meget mindre end planlagt, siger Lone Loklindt (R), der er formand for KL's Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalg.
I år forventer kommunerne ifølge statusrapporten at godkende 12 fjernvarmeprojekter. Det vil indebære, at 2312 gasfyr vil blive erstattet med en anden energikilde.
Til sammenligning blev 39.000 gasfyr skrottet i 2023, som er det år med flest udskiftninger, siden den politiske aftale blev indgået.
I øjeblikket er der cirka 246.000 private gaskunder tilbage i Danmark.
Fortsætter udviklingen, vil højst 100.000 af dem være overgået til fjernvarme i 2035.
Det vurderer seniorforsker Søren Magnussen i Dansk Fjernvarme, der er branche- og interesseorganisation for blandt andet fjernvarmesektoren.
Det vil sige, at der er mindst 150.000 boligejere tilbage, som enten skal forblive på gas eller få installeret en varmepumpe.
- Der var et enormt pres på gasudfasningen i 2022 og 2023, hvor alle fjernvarmeselskaberne skulle lave projekter i henhold til kommunernes varmeplaner. Ærgerligt har det gjort, at nogle projekter blev dyre dengang, og naturgasprisen stabiliserede sig.
- Det har betydet, at fjernvarmeselskaberne nu har svært ved at tage hul på en ny etape, siger Søren Magnussen.
RITZAU