Det kan godt være billedet ikke lige er det bedste, og måske har du ikke så mange udenlandske stempler som ønsket, men der er andre grund til at elske dit pas.

Det er nemlig et af de mest magtfulde i hele verden. Det viser en ny undersøgelse.

Det er Henley Passport Index, som løbende undersøger, hvilke pas man har nemmest ved at rejse rundt i verden med. Det skriver CNN.

De måler nemlig, hvor mange lande man kan rejse frit ind i med de enkelte pas.

Eksempelvis kan man med det danske rødbedefarvede pas rejse ind i 187 forskellige lande uden, et visum er påkrævet.

Det er en stigning på to lande i forhold til for godt et år siden, hvor danskere kunne rejse ind i 185 forskellige lande.

Det betyder også, at Danmark nu er rykket op på en delt tredjeplads i verden over at have det mest magtfulde pas.

På en delt førsteplads ligger Japan og Singapore, der er oppe på intet mindre end 190 lande, som de kan rejse til uden visum.

Andenpladsen bliver indtaget af Tyskland, Finland og Sydkorea med 188 forskellige lande.

Og så ligger Danmark altså på tredjepladsen, der bliver delt med Italien og Luxembourg.

Hvis vi kigger mod vores naboer nord på, så ligger Sverige på en delt fjerdeplads, mens Norge er nede som nummer seks.

Det værste pas, man kan have, hvis man ønsker at rejse jorden rundt, er Afghanistans. Der har man adgang til sølle 25 forskellige lande.

Tæt på Afghanistan ligger Irak og Syrien med henholdsvis 27 og 29 forskellige lande.

Tidligere har Storbritannien og USA domineret denne rangliste.

Men de seneste fem år er de faldet, og årets rangering er den laveste i den periode med en sjetteplads.

Og man forventer kun, at faldet bliver endnu værre for Storbritannien, hvis først brexit bliver gennemført.