Den næste tid bliver dyr for Danica Pension.
Danske Banks pensionsselskab har nemlig opdaget en fejl, som har stået på i 18 år.
Det skriver Finans.dk.
Efter mange år har man opdaget en fejl i investeringsbetingelserne. Den betyder, at omkring 6.000 kunder med opsparing i Danica Balance med saldogaranti nu kan se frem til en kompensation.
I gennemsnit vil en kunde få udbetalt 20.000 kroner, hvilket samlet set vil betyde, at pensionsselskabet skal punge ud med 125 millioner kroner.
Fejlen ærgrer Danicas driftsdirektør, Jesper Bjerre:
»Det er en rigtig dum sag for os, og det gør det bestemt ikke bedre, at fejlen i investeringsbetingelserne har været der siden 2005 og først er opdaget i år i forbindelse med en gennemgang af hele vores bestand (af pensionsaftaler, red.),« siger driftsdirektøren til Finans.dk.

