Henriette Hagel Paulsen og familien havde set frem til en ferie i sommerhus i Rågeleje. Et sommerhus, de havde lejet gennem DanCenter. Hvad de ikke have forberedt sig på, var, at DanCenter skulle spolere deres ferie, før den overhovedet startede.

»Jeg synes bare, at det er tarveligt. Vi har jo ingen chance for at gøre noget andet,« siger Henriette Hagel Paulsen til B.T.

Det hele startede eller så fint. 28. april bestilte Henriette Hagel Paulsen sommerhuset, og alt var i den skønneste orden. Nu kunne den lille familie, der ud over Henriette Hagel Paulsen tæller manden Jens-Philip og parrets tre børn, se frem til en dejlig uge i sommerhus i Rågeleje.

Men sådan blev det desværre ikke.

Henriette Hagel Paulsen har fået aflyst sin ferie.
Henriette Hagel Paulsen har fået aflyst sin ferie. Foto: Privat
Vis mere

Fredag klokken 13.36, dagen før familien skulle af sted, modtog Henriette Hagel Paulsen en opringning fra DanCenter:

Ferien er aflyst!

Tilbage står familien nu med en lang næse og en forklaring, de ikke rigtig kan bruge til noget:

»Vi får ikke at vide hvorfor, men bare, at det ikke er muligt. Det eneste, vi får at vide, er, at der er problemer med huset,« fortæller Henriette Hagel Paulsen.

Henriette Hagel Paulsen spurgte ind til familiens muligheder, men fik at vide, at der ikke var noget at gøre, da alt andet var udlejet.

Efterfølgende tilbød DanCenter hende at få pengene tilbage, men det er ikke godt nok for familien:

»Det er jo ikke så meget det med pengene. Det er mere princippet i, at man nu står med en sommerferie, som man ikke kan komme på. At man kan tillade sig det. Det, synes jeg ikke, man kan. Om ikke andet, så måtte de tilbyde en eller anden kompensation for at ødelægge vores ferie.«

Henriette Hagel Paulsen spurgte DanCenter, om der var mulighed for, at familien kunne få huset et par dage senere. Men det var helt udelukket

»Lige nu ved vi ikke, hvad vi gør. Jeg har lavet et Facebook-opslag, hvor jeg prøver at række hånden ud til venner og familie for at høre, om der er nogen, der kender nogen, der har et hus. Fordi der er jo ikke noget at booke nogen steder,« siger Henriette Hagel Paulsen og fortsætter:

»Jeg synes bare, at det er tarveligt. Man står med en lang næse, og det der med, at det er dagen før, det gør det endnu værre. Vi har jo ingen chance for at gøre noget andet. Og alt er booket, fordi næsten alle jo holder ferie i Danmark.

B.T. har forsøgt at få et interview med direktøren fra DanCenter, men det har ikke kunnet lade sig gøre. Vi har ikke kunnet komme i kontakt.

B.T. har skrevet flere historier om problemer med DanCenters sommerhuse. Læs her.