Det anspændte forhold mellem tyrkiske og kurdiske miljøer i Danmark har aldrig været værre.

Tonen på de sociale medier har aldrig været mere brutal og truende.

»Det er intensiveret, efter krigen begyndte,« siger Dana Rashid, der er kurder og arbejder som tolk i Horsens.

»Jeg frygter, at det kan ende med angreb på civile og restauranter. Der findes både tyrkiske og kurdiske bander, som ikke er bange for at bruge vold.«

Senest er det sket i Tyskland, hvor en demonstration i mandags endte med voldelige sammenstød og flere sårede.

Og Dana Rashid er ikke alene med frygten.

»Folk er bange, og jeg kigger mig en ekstra gang over skulderen, når jeg er ude og holder taler,« siger Serdal Benli (SF), der har kurdisk baggrund og er viceborgmester i Gladsaxe.

Ifølge ham har spændingerne mellem kurdere og tyrkere nået et højdepunkt på grund af krigen i Syrien.

»Der er sket en splittelse og forråelse af forholdet,« siger han.

På sin egen Facebook ser Serdal Benli, hvordan kurdere og tyrkere, som er venner, sletter hinanden på grund af holdninger til konflikten.

På de sociale medier er tonen generelt blevet mere rå og brutal, forklarer han. Især i de lukkede forum i miljøerne.

I en gruppe på Facebook deler danske kurdere en video, hvor en tyrkisk demonstrant bliver overfaldet og tæsket.

Et medlem af en lukket gruppe for kurdere i Danmark giver udtryk for støtte til videoen af overfaldet på en tyrkisk demonstrant. Størstedelen af kommentarene til opslaget tager dog afstand fra volden.
Et medlem af en lukket gruppe for kurdere i Danmark giver udtryk for støtte til videoen af overfaldet på en tyrkisk demonstrant. Størstedelen af kommentarene til opslaget tager dog afstand fra volden.
Vis mere

I en anden gruppe for tyrkere i Danmark hylder man videoer af døde kurdiske soldater og militærets invasion i Syrien.

Flere og flere er også blevet bange for at blande sig i debatten eller møde op til demonstrationer af frygt for hævnaktioner, stikkerlinjer og vold.

Det gik senest galt i marts sidste år under en pro-kurdisk demonstration, hvor demonstranter blev overfaldet med knive, hamre og køller i et kæmpe slagsmål.

Måneden før havde fire mænd fra det kurdiske miljø angrebet Tyrkiets ambassade i København med brandbomber.

Tyrkiets ambassade har været udsat for attentat med brandbomber - såkaldte molotovcocktails - natten til mandag d. 19. marts 2018. Rosbæksvej 15, 2100 København Ø.
Tyrkiets ambassade har været udsat for attentat med brandbomber - såkaldte molotovcocktails - natten til mandag d. 19. marts 2018. Rosbæksvej 15, 2100 København Ø. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Journalist på den dansk-kurdiske netavis Jiyan, Deniz Serinci, frygter også, at de øgede spændinger i de to miljøer i Danmark igen kan udvikle sig voldeligt.

»Vi risikerer en konflikt mellem kurdere og tyrkere i Danmark,« siger han.

Ordet frygt går igen, når han fortæller, at han for første gang i ti år har oplevet, at flere og flere ikke ønsker at blive fotograferet under demonstrationer mod Tyrkiet. Selvom det langt fra er alle herboende kurdere og tyrkere, der tager del i konfrontationerne på gaderne og de sociale medier, så fylder den brutale og hårde retorik mere og mere for hver dag konflikten i Syrien fortsætter. Splittelsen ligger ifølge Dana Rashid fra Horsens dybt i nogen og går også mange år tilbage.

»Når det handler om krig, så splitter det folk, og mange har følelser i klemme i det her,« siger han.

Mange tyrkere og kurdere har længe boykottet hinandens restauranter, fortæller han, og i seks år har Danas tyrkiske naboer ikke hilst på ham, fordi han er kurder.

Han husker også, at han i 2014 arbejdede i forening for kulturmøder, hvor en skolelærer konfronterede ham med et problem mellem to grupper elever. De børn, som havde tyrkiske rødder, ville ikke være venner med dem, som var kurdere. Det havde de fået at vide, at de ikke måtte hjemmefra.

Konflikten i Syrien rammer ham personligt hver dag, men han tror på, at dialog er løsningen på de gnidninger, som det skaber mellem grupper i Danmark.

B.T. har forsøgt at få perspektiver på emnet fra flere danskere med tyrkiske rødder, som er aktive i debatterne på de sociale medier, men de er ikke vendt tilbage.