Dan Madsen kunne ikke tro, hvad han fik at vide over telefonen af en medarbejder hos Dansk Bilferie.

»Både min partner og jeg blev mildest talt chokeret over det. Det må jeg sgu sige. Som vi forstår samtalen, er de jo skideligeglade med deres kunders sikkerhed og ligeglade med, at vi lever i en verden, der er kraftigt ramt af en pandemi. For dem handler det bare om at sende kunder afsted. og hvis de kan bryde reglerne, gør de det for at stille alle tilfredse,« siger han.

Egentlig skulle han have skiftet hjemmet i Jyllinge ud med sne og fjelde i Norge, hvor han sammen med kæreste og børn skulle på skiferie hen over julen. Med afgang tirsdag.

Rejsen for de i alt 10 personer blev købt allerede tilbage i februar, men på grund af coronapandemien har de ombestemt sig. De vil ikke længere afsted og har været i dialog med Dansk Bilferie om en løsning.

Dan Madsen vil ikke tage med familien på juleskiferie i Norge på grund af corona.
Dan Madsen vil ikke tage med familien på juleskiferie i Norge på grund af corona.

Ikke mindst fordi Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Norge, men også fordi de norske myndigheder har indført 10 dages karantæne for danskere.

Og så er vi fremme ved samtalen mellem Dan Madsen og medarbejderen fra Dansk Bilferie, der ringede til ham torsdag i sidste uge og indledningsvist spurgte, om de havde fundet »et smuthul« i forhold til alligevel at komme afsted til Hemsedalen på den ugelange ferie.

»Hvis du kommer ind i Norge, vil de gerne lukke dig ind i Hemsedalen, for det har jeg talt med dem om: De har ikke tænkt sig at undersøge, om du har været i karantæne eller hvad for nogen coronatest, du har fået og ikke fået. De forventer, at hvis du kommer derop, er du klar til at kunne være der,« lyder det fra Dansk Bilferie-medarbejderen i telefonsamtalen, som B.T. har hørt en optagelse af.

»De har ikke ressourcer til at tjekke, om alle har været i karantæne. Men de beder til gengæld om fødselsdato og telefonnummer på alle i forbindelse med spittesporing. Hvis det er,« lyder det også fra medarbejderen hos rejsearrangøren. Hør med øverst i artiklen

De har ikke tænkt sig at undersøge, om du har været i karantæne eller hvad for nogen coronatest, du har fået og ikke fået.

Dan Madsen føler, at Dansk Bilferie med udmelding »hverken tager mig eller min families sikkerhed alvorligt«.

»Det bekræfter os jo endnu mere i, at det er den rigtige beslutning ikke at tage derop. Der er jo ingen sikkerhed på det sted. Også når man tænker på, hvordan smitten egentlig spredte sig i begyndelsen af året på netop skisportssteder. og hvis man ikke har lært af det, er jeg da kun glad for, at jeg ikke kommer afsted. Det vil jeg ikke udsætte mig familie eller mig selv for,« siger han.

»Det handler om, at de ikke tager deres kunders sikkerhed seriøst og ikke viser samfundssind. De vil sende gæster afsted, og ud fra samtalen er de ligeglade med, om man har overholdt det pågældende lands restriktioner med eksempelvis at gå i karantæne.«

Fra Helsedirektoratet i Norge lyder formaningen.

»Vi anbefaler alle danskere, som planlægger at rejse til Norge om at sætte sig inde i de norske karantæneregler. Der er et krav om 10 dages karantæne i Norge, og man skal fremlægge dokumentation for en negativ covid-19-test, som ikke er mere end 72 timer gammel,« siger assisterende helsedirektør, Espen Rostrup Nakstad, til B.T.

Hos Dansk Bilferie bliver det afvist, at man skulle forsøge at overbevise kunderne om at tage afsted og trodse gældende restriktioner.

»Det er ikke et forsøg på at lokke kunderne til noget som helst. Vores politik er selvfølgelig ikke, at vi opfordrer kunden til at bryde nogen som helst regler. og vi fortæller dem ikke, hvordan de kan omgås reglerne. Mere tydeligt kan jeg ikke sige det,« siger marketingchef Lars Lyhne Jensen.

Han bekræfter dog, at rejsearrangøren har spurgt forskellige rejsedestinationer om, hvordan de vil forholde sig, hvis der alligevel skulle dukke danske turister op trods karantænekrav eller lignende.

»Den stammer nok fra mig. Jeg har bedt om, at det bliver undersøgt hvad der sker, hvis en kunde dukker op. Vi kan jo ikke have, at kunden står deroppe og ikke kan få adgang til det, han eller hun har lejet gennem os. Mit bud er, at vores medarbejder har sagt sådan, fordi vi har haft forespørgsler fra kunder, der VIL på skiferie. Derfor har vi har kontaktet skidestinationerne og har spurgt: 'Hvad sker der, hvis kunderne dukker op hos jer. Lukker i dem ind?' De har samstemmende svaret: 'Ja, det er ikke vores opgave at kontrollere dem'. Og en receptionist i eksempelvis Hemsedalen kan jo heller løbe rundt og lege betjent,« siger Lars Lyhne Jensen.

Imens planlægger Dan Madsen og familien i disse dage en jul i Danmark i stedet for i Norge.

»Vi kommer nok til at have en fin jul alligevel. Bare uden sne,« siger han.