En faldende interesse i at investere i grønne statsobligationer kan forsinke den grønne omstilling i Danmark, advarer ekspert.

Ved onsdagens auktion for grønne statsobligationer blev der således budt på i alt 5,2 milliarder kroner og solgt for 2,7 milliarder kroner.

Og rentespændet, den såkaldte Greenium, som udgør forskellen mellem renten på de grønne statsobligationer og de tilsvarende konventionelle, er på sit laveste niveau siden introduktionen i begyndelsen af 2022.

Således landede spændet på beskedne 1,5 basispunkter (bp), og det svarer til en forskel i den rente, som investorerne modtager fra staten, på 0,015 procentpoint.

»Man kan sige, at de grønne statsobligationer giver en lidt dårligere forretning for opsparerne, men den er ikke særlig stor,« siger cheføkonom i Nykredit Palle Sørensen til B.T.

»Der er stadig interesse for at investere i grønne statsobligationer. Markedet er bare ikke så villigt til at betale særlig meget for at få det her grønne mærkat, som man kan skilte med i sit CSR-regnskab eller årsrapport,« forklarer Palle Sørensen desuden.

Niveauet på 1,5 bp skal sammenholdes med åbningsauktionen tidligere på året, hvor der var bud på de grønne statsobligationer på i alt 23,5 milliarder kroner – og hvor der blev solgt for lige godt fem milliarder kroner.

En efterspørgsel i et noget andet niveau og på det tidspunkt var investorernes villighed til at modtage en dårligere forrentning mod at sikre, at de investerede grønt, noget større, nemlig 5,2 bp.

Men hvad betyder de tal egentlig for almindelige danskere?

Jo, den faldende interesse kan faktisk give Danmark problemer, påpeger Palle Sørensen.

»De lave Greeniums kan forsinke den grønne omstilling. De lavere renter på de grønne statsobligationer skulle gerne gøre det mere attraktivt for staten at investere grønt, men med de nuværende niveauer så er effekten meget marginal,« siger Palle Sørensen således.

»Et af målene med de grønne obligationer må naturligvis være, at det på sigt bliver markant billigere at investere grønt end sort. Men de grønne obligationer er naturligvis også lavet for at sikre staten de bedst mulige finansieringsmuligheder, da man kunne frygte at nogle investorer ville vælge de danske statsobligationer fra, hvis der ikke var et grønt alternativ,« forklarer han desuden.

Ud over staten har også private aktører udstedt grønne obligationer med variabel rente og forskellig løbetid. Der er udstedt for i alt omkring 45 milliarder danske kroner af grønne realkreditobligationer.

Og dertil kommer investeringsbankerne, som har udstedt for samlet cirka 11,5 milliarder kroner i grønne obligationer.