Han havde egentlig altid forestillet sig, at hans barn skulle i vuggestue og børnehave ligesom de fleste andre småbørn. For det er jo det, man gør i Danmark, når barslen er overstået.

Men så blev han dagtilbudsforsker, og så fik piben en anden lyd.

Lektor ved Aarhus Universitet Ole Henrik Hansen har i mange år forsket i dagtilbud og har efterhånden besøgt så mange vuggestuer og børnehaver, at han ikke selv vil sende sit barn i institution.

»Min kone og jeg kunne ikke få det over os at sende vores søn afsted. Vi kunne simpelthen ikke finde et sted, der er godt nok. Det er selvfølgelig lidt specielt, at en dagtilbudsforsker fravælger dagtilbud, men jeg har efterhånden set så meget, at jeg ikke har særlig stor tillid til systemet,« siger Ole Henrik Hansen.

Hans søn, der er fire år gammel, bliver derfor passet derhjemme af hans kone, der har sagt sit job op. Familien forsøgte at sende sønnen afsted i flere forskellige institutioner, men de kom hurtigt frem til, at det ikke var det rigtige at gøre for deres søn.

»Vi ville elske at sende ham afsted, hvis det var et sted, hvor vi vidste, at kvaliteten var i orden, hvor de voksne var tilstrækkeligt nærværende, og hvor miljøet var stimulerende og udviklende. Det kunne vi bare ikke finde. Og så kan vi gøre det bedre selv,« siger han om den beslutning, som nogle af hans børneforsker-kollegaer finder lidt problematisk, at han taler højt om.

For han ved godt, hans kritik af daginstitutionerne ikke er bekvem. For velfærdssystemet er i høj grad bygget op om, at begge forældre i børnefamilier går på arbejde.

»Vores system er økonomisk skruet sådan sammen, at vi skal kunne sende vores børn i dagtilbud og selv gå på arbejde. Det gør også, at der er en social slagside – lavindkomstfamilier, enlige mødre og lignende ikke har råd til at hjemmepasse. Og så er der et ligestillingsspørgsmål i det også, for ofte er det mødrene, der kommer til at gå hjemme,« siger han.

Udover Ole Henrik Hansens egne kvalitative og kvantitative studier og observationer og dansk kvalitetsforskning generelt peger han på en undersøgelse af de kommunale børnehaver fra Dansk Evalueringsinstitut fra 2020, der viser, at ingen af de 88 undersøgte børnehaver levede op til kravene om fremragende kvalitet. Kun 19 procent havde god kvalitet, mens størstedelen – 75 procent – kun havde ‘tilstrækkelig kvalitet’. Seks procent havde utilstrækkelig kvalitet.

»Dagtilbuddene efterlader meget at ønske en del steder. I de fleste institutioner er kvaliteten kun tilstrækkelig og ikke mere end det. Der er blevet lappet på området i årevis, men der er ikke noget, der tyder på, at kvaliteten bliver bedre, og det er trist for børnene,« siger han.

Han understreger, at det personale, han har mødt i dagtilbuddene, i langt de fleste tilfælde rigtig gerne vil gøre deres arbejde godt. Problemet er, at den pædagogisk-faglige ballast ofte mangler, og at hele strukturen er under pres.

»Viljen er der, og pædagogerne mener det godt. Men det faglige, de har med sig, og måden, dagtilbuddene er udviklet og struktureret på, gør, at det bliver næsten umuligt for dem at levere høj kvalitet,« siger han.

Han mener, at det er helt centralt, at pædagoguddannelsen bliver forbedret, at der politisk er vilje til at prioritere daginstitutionerne på et meget højere niveau, og at den pædagogiske forskning på universiteterne boostes.

Indtil videre holder han sin søn hjemme. Han er fire år gammel nu, og planen er, at han skal hjemmepasses, indtil han skal i skole. Tre gange om ugen går han dog i legegruppe, hvor han lærer andre børn og voksne at kende.

Mens Ole Henrik Hansen er sikker på, at hans barn ikke skal i daginstitution, er der andre børneforskere, der ikke er nervøse for at sende deres børn i vuggestue.

Lektor og specialelist i børnepsykologi Grethe Kragh-Müller ville ikke være nervøs ved at sende sit barn i vuggestue.
Lektor og specialelist i børnepsykologi Grethe Kragh-Müller ville ikke være nervøs ved at sende sit barn i vuggestue. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

En af dem er Grethe Kragh-Müller, der er børnepsykolog, lektor og forsker i daginstitutioner ved Aarhus Universitet. Hendes egne børn har gået i daginstitution, og det gør hendes børnebørn også.

»Selvfølgelig vil jeg som alle andre undersøge kvaliteten det pågældende sted, men jeg ville til enhver tid vælge en vuggestue til mit eget barn. For overordnet set er vi velsignet med et godt daginstitutionssystem, der støtter børnenes pædagogiske udvikling,« siger hun.

Grethe Kragh-Müller er enig med Ole Henrik Hansen i, at der er behov for at gøre noget ved den normering, der er i daginstitutionerne, og hun kunne godt ønske, at det politisk gik hurtigere med at få det implementeret.

Men hun understreger, at når dagtilbuddene er gode, gavner det børn at komme i institution.

»Daginstitutioner er et pædagogisk tilskud til børn trivsel og udvikling. Et sted, hvor de kan få noget ekstra i forhold til, hvad de kan få hjemme hos deres forældre. Forskningen peger på, at forudsat at vuggestuen er et godt pædagogisk tilbud, så udvikler børn sig bedre her, end hvis de bliver passet derhjemme,« siger hun.

Hun minder også om, at der er andre aspekter end børnepasning. For når man taler hjemmepasning, kommer det uundgåeligt til også at handle om kvinders liv og dagligdag. For det er oftest mødrene, der kommer til at gå hjemme.

»I min generation kæmpede vi for, at der skulle være et ordentligt sted til vores børn, så vi kvinder kunne få lov til at bruge vores uddannelse, gå på arbejde og også være en del af livet uden for hjemmet. Nu er det nærmest omvendt, hvor debatten kommer til at lyde, som om man er en dårlig mor, hvis man ikke går derhjemme. Det bryder jeg mig ikke om, for det er man ikke,« siger hun.