Det synes ikke til at misforstå, for det står sort på hvidt i Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Alligevel beder lederen af dagplejen i Vejen Kommune om, at dagplejerne ikke skal hænge sig i detaljer som at spritte af efter forskrifterne.

I stedet for at rette sig efter den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark skal dagplejerne i stedet benytte deres ‘gode sunde fornuft, frem for at bruge krudtet på regelrytteri'.

Det fremgår af et brev til dagplejerne, som B.T. har set.

Det undrer flere kritiske dagplejere sig over, der af hensyn til deres job har medvirket anonymt i denne artikel.

»Jeg synes, det er fuldstændig uforsvarligt,« lyder det fra én.

Hun har siden onsdag modtaget børn, selv om hun ikke har fået udleveret alle de remedier, eksempelvis engangsunderlag, hun er blevet lovet for at kunne holde coronasmitten for døren.

Særligt bekymrende er det, at hun ikke har fået den hospitalssprit, som hun ifølge Sundhedsstyrelsen skal bruge til at desinficere potter og toiletsæder med - efter en opdateret instruks fra 17. april er ordlyden nu ‘alkoholbaseret desinfektionsmiddel'.

I stedet har hun fået besked på at klare situationen på bedste beskub.

»Der står, at vi skal benytte vores sunde fornuft og bruge kræfterne på ikke at være regelryttere.«

»Det synes jeg er provokerende, fordi vi jo arbejder rigtig hårdt på at overholde alle regler,« siger dagplejeren og fortsætter:

»Børn savler, og jeg er bange for at blive smittet, hvis de tager smitten med hjem til mig. Jeg har en familie, jeg skal passe på.«

På tredje åbningsdag har dagplejerne i Vejen Kommune fredag eftermiddag fået udleveret en halv liter håndsprit. Til at begynde med, havde de blot modtaget 250 ml. Håndsprit er dog ikke ideelt til at gentagen rengøring af overflader, vurderer professor i infektionsmedicin, Aalborg Universitet, Henrik Nielsen:»I en snæver vending kan man nok anvende håndsprit (der modsat hospitalssprit indeholder glycerin, red) til at desinficere en overflade, men ikke dagen igennem. Det ville blive noget rod.«»Huden kan absorbere glycerin, men det kan en overflade ikke, så hvis man hele tiden tørrer en overflade over med håndsprit, vil det blive noget fedtet stads, og det dur ikke i praksis.« 
På tredje åbningsdag har dagplejerne i Vejen Kommune fredag eftermiddag fået udleveret en halv liter håndsprit. Til at begynde med, havde de blot modtaget 250 ml. Håndsprit er dog ikke ideelt til at gentagen rengøring af overflader, vurderer professor i infektionsmedicin, Aalborg Universitet, Henrik Nielsen:»I en snæver vending kan man nok anvende håndsprit (der modsat hospitalssprit indeholder glycerin, red) til at desinficere en overflade, men ikke dagen igennem. Det ville blive noget rod.«»Huden kan absorbere glycerin, men det kan en overflade ikke, så hvis man hele tiden tørrer en overflade over med håndsprit, vil det blive noget fedtet stads, og det dur ikke i praksis.« 

Dagplejerne fortæller enslydende, at de tirsdag fik telefonisk besked på, at de onsdag morgen ville modtage børn til pasning.

En enkelt flaske med 250 ml håndsprit blev leveret til desinfektion.

Og det er ikke godt nok, lyder det fra en anden dagplejer. Slet ikke når dagtilbudschef Jakob Vejlø i et brev har skrevet til forældrene, at kommunens planer ‘lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer’.

»Kommunen har skrevet til forældrene, at rengøringen vil være i orden, men jeg synes ikke, det er okay, som tingene står. Folk tror jo på, at vi gør, hvad vi skal.«

En tredje dagplejer mener, at forældre ville have holdt deres børn hjemme, hvis de kendte tingenes tilstand.

»Jeg har da dårlig samvittighed over for børnene og deres forældre,« siger hun om ikke at kunne spritte rigtigt af.

Lægger sig fladt ned

Jakob Vejlø forklarer, at Vejen Kommune har været ramt af ‘uforudsete leveringsforsinkelser på nogle værnemidler. I disse tilfælde er der fremsendt instruktion og beskrivelse af, hvilke alternative muligheder dagplejerne skulle benytte,’ forklarer han i en mail og fortsætter:

‘Det drejer sig eksempelvis om anvendelse af individuelle og dagligt udskiftede håndklæder i stedet for lejepapir og om ekstra håndvask med vand og sæbe i stedet for håndsprit.'

I en instruks fra Sundhedsstyrelsen til ansatte i dagtilbud fremgår det, at potter og toiletsæder skal sprittes af. Screendump fra sst.sk
I en instruks fra Sundhedsstyrelsen til ansatte i dagtilbud fremgår det, at potter og toiletsæder skal sprittes af. Screendump fra sst.sk

Hvorfor har i ikke ventet med at åbne, indtil hospitalssprit og de øvrige værnemidler er leveret?

‘Fordi de alternative muligheder, der er beskrevet og sendt til dagplejerne, lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.’

Det passer bare ikke.

Af Sundhedsstyrelsens instruks til dagplejerne fremgår der ikke noget alternativ til at gøre potter og toiletsæder rene med ‘alkoholbaserede desinfektionsmidler'.

Da B.T. konfronterer Jakob Vejlø med at vand og sæbe ikke alene lever op til retningslinjerne, lægger han sig fladt ned.

I et nyt mailsvar skriver han:

'Den dags dato opdaterede instruks til personalet præciserer, at potter og toiletsæder skal rengøres og desinficeres med alkoholbaserede desinfektionsmidler. Disse desinfektionsmidler har desværre været omfattet af de nævnte uforudset leveringforsinkelser.'

'Vi har derfor instrueret dagplejerne i at anvende de almindelige og gængse rengøringsmidler, som de hidtil har brugt og derfor havde til rådighed indtil de bestilte værnemidler nåede frem. Som det fremgår af dagens præcisering, er dette ikke tilstrækkeligt. Det tager vi naturligvis til efterretning.'