Et nyt undervisningsforløb for udskolingsklasser skal få de unge væk fra skærmene og dybere ned i dagbogsskrivningen.

Det skriver Det Kgl. Bibliotek i en pressemeddelelse.

Med forløbet "Kære dagbog" vil Det Kgl. Bibliotek forsøge at få elever på 13 til 16 år til at sætte ord på deres hverdag og skrive mere i hånden, end de normalt gør.

At dagbøgerne skal skrives i hånden, er intentionelt, siger direktøren for Det Kgl. Bibliotek, Bente Skovgaard Kristensen.

- Der er noget positivt i at forstå sine egne tanker og følelser, og der sker noget, når man sidder med en bog, er offline og skriver i hånden, siger hun.

Et mål med undervisningsforløbet er, at eleverne skal få større skrivelyst.

Eleverne skal derfor arbejde med dagbøger, der er skrevet af litteraturkritikeren Georg Brandes og forfatterne H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og Thit Jensen.

Forfatternes dagbøger skal være eksempler på, at det kan være kreativt og meningsfuldt at skrive.

- De store forfatteres dagbøger viser, at de også bare har været helt almindelige unge med følelser engang.

- Vi vil gerne bruge vores kulturarv og litteratur som et andet redskab til at inspirere unge til at arbejde med ord og at skrive, siger Bente Skovgaard Kristensen.

Forløbet er blevet udformet i samspil med en 7. klasse på Christianshavns Døttreskole.

Her oplevede klassens dansklærer, Ditte Rømer, at dagbogsforløbet har øget skrivelysten i klassen.

Fra den 19. oktober kan udskolingsklasser bestille et undervisningsforløb på Den Sorte Diamant i København.

I begyndelsen af 2027 vil et udvidet undervisningsforløb online også blive tilgængeligt.

Tilmelder man sig forløbet, vil man som elev få tildelt en dagbog af Det Kgl. Bibliotek, man kan skrive i.

I 2025 besøgte 4500 elever Det Kgl. Bibliotek for at deltage i et undervisningsforløb.

RITZAU