250 kroner pr. døgn.

Det har det siden 1. januar 2019 kostet at køre rundt i sin bil uden en ansvarsforsikring.

Det tyder dog på, at mange danskere blæser højt og helligt på den lovpligtige forsikring.

Det viser tal fra DFIM (Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring), der står for at inddrive bøderne, i hvert fald.

Ifølge Finans, som har fået indsigt i tallene, modtog mere end 50.000 danskere kort før nytår et varslingsbrev om manglende ansvarsforsikring.

I dag, næsten 10 måneder senere, er der stadig omkring 14.000 danskere, der endnu ikke har fået forsikret sit køretøj, og som derfor er 'berettiget' til dagsbøder på 250 kroner pr. dag.

Selvom tusindvis af danskere altså ikke overholder loven om ansvarforsikring, så er Thomas Brenøe, vicedirektør brancheorganisationen Forsikring & Pension, positivt overrasket.

'Et fald på godt 70 procent på 10 måneder i antal uforsikrede køretøjer er en markant og positiv udvikling, der overgår vores forventninger til dagsgebyrets effekt,' siger han i en pressemeddelelse.

Man er omfattet af loven om ansvarsforsikring, hvis man er registreret som bruger eller ejer af et køretøj – for eksempel en bil, motorcykel eller knallert.

Ifølge Transportministeriet koster skader forårsaget af uforsikrede køretøjer hvert år cirka 73 millioner kroner. Penge, som skal betales af DFIM, hvis medlemmer er de danske forsikringsselskaber.

Det betyder, at det i sidste ende bliver forsikringskunderne, der betaler regningen, hvis et uforsikret køretøj er skyld i en skade.

Det koster mindst 1.000 kroner samt en inddraget nummerplade, hvis politiet fanger en person i eller på et uforsikret motorkøretøj.