Fra kl. 08.00 lokal tid blev der hejst flag på tværs af Grønland i forbindelse med årets fejring af Grønlands nationaldag.

Det grønlandske medie Sermitsiaq har beskrevet, at der blandt andet er planlagt kaffemik i Sisimiut.

I Paamiut, Nuuk og Ittoqqortoormiit skulle der afholdes konkurrencer i grønlandsk nationaldragt.

Men i Nuuk er konkurrencen aflyst, ligesom der heller ikke kommer til at være sæljagt i den grønlandske hovedstad. Det skyldes dårligt vejr, skriver Sermitsiaq.

Grønlænderne får en hilsen med på vejen fra kong Frederik og dronning Mary.

- Dagen falder traditionen tro på årets længste dag, og vi håber, at de lyse timer bliver en smuk og festlig ramme for de mange fejringer i og uden for Grønland, skriver kongehuset i et opslag på det sociale medie Instagram.

Her har kongehuset også delt et billede af kongeparret sammen med deres to yngste børn, tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent, da de besøgte Sisimiut i 2024.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) har ønsket grønlænderne en festlig nationaldag.

- Når presset på jer vokser, står I fast. Værner om hinanden, jeres land og jeres værdier. Jeg er stolt over fællesskabet mellem vores lande, siger hun i en udtalelse, som Statsministeriet har delt på X.

Nationaldagen blev indført af det tidligere hjemmestyre i 1985, og det var på denne dato, at Grønland i 2009 fik selvstyre.

I 2016 blev dagen også flagdag i Danmark.

Nationaldagen markeres ifølge Sermitsiaq blandt andet med gudstjenester og fællesspisninger, ligesom der vil være dans som afslutning flere steder.

/ritzau/