Øgenavnet 'Larven fra Helvede' siger det hele.

Den giftige egeprocessionsspinder er ikke et bekendtskab, man længes efter.

Men den behårede fætter, som kan give alvorlige allergiske reaktioner, er kommet for at blive, skriver dr.dk.

Og den breder sig. 

Larven blev opdaget i Odense i efteråret 2024, og siden har Odense Kommune fjernet 2500 reder og brugt to millioner kroner i et desperat forsøg på at udrydde den. 

Desværre uden held. 

Nu er laverne så også dukket op i Kerteminde, hvor kommunen er gået i krig mod det de behårede skadedyr.

»Vi er nødt til at skulle tage det enormt seriøst. Er man disponeret for allergi og får nogle af de her brandhår i luftvejene, kan man få en alvorlig allergisk reaktion,« fortæller Asbjørn Nyholt, som er driftsleder i Park & Vej i Kerteminde Kommune. 

Han forventer dog at se flere af larverne senere på året. 

Selvom egeprocessionsspinderen, som larven rettelig hedder, er giftig og kan give udslæt og åndedrætsbesvær hos både mennesker og dyr, så beroliger Asbjørn Nyholt med, at man ikke behøver være bange for den.

Styrelsen for Patientsikkerhed råder dog til, at man undgår kontakt med laverne, både de levende og døde. Det gælder også reder og områder omkring de angrebne træer.