Snestormen i Nordjylland har budt på adskillige historier om mennesker, der åbner deres hjem for fremmede, der er strandet i sneen.

Desværre har der også været eksempler på det modsatte.

Det oplevede Soffi Marie-Amy Pank, da hun onsdag var med toget fra Aalborg mod Aarhus. Her var der ikke plads til hende og hendes to små børn, da der kom en togbus for at hente passagerer, der var strandet i toget ved Skørping.

»Buschaufføren sagde, at der kun var en plads tilbage. Så sagde togføreren, at han ville gå ind og få nogen til at bytte med dig,« fortæller Soffi til B.T.

Men det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Der var nemlig ingen af passagererne i bussen, der ville opgive deres plads til moren og de to børn.

Soffis børn er henholdsvis tre og fem år gamle.
Soffis børn er henholdsvis tre og fem år gamle. Foto: Soffi Marie-Amy Pank
Vis mere

»Mine børn græd og jeg stortuder selv. Togføreren siger, at han ikke kan tvinge nogen i bussen til at opgive deres plads. Jeg spørger, om det er sådan proceduren er. Det siger han, at det er,« forklarer Soffi.

Mens Soffi snakkede med togføreren, kunne hun se, at passagererne, der havde fået plads i bussen sad og stirrede på hende gennem vinduerne i bussen

»Jeg var så ulykkelig. Jeg kunne slet ikke forstå, at nogen opfører sig sådan,« siger hun.

Soffi og børnene måtte derfor gå tilbage til toget, der holdt ved stationen i Skørping og ikke kunne komme længere, da der var væltede træer, som spærrede skinnerne. På det tidspunkt var klokken omkring midnat og Soffi og børnene var stået på toget i Aalborg klokken 13.50. Turen til Aarhus tager under normale omstændigheder cirka en time og 20 minutter.

»Det er jo dybt frustrerende, at DSB ikke har en politik til sådan nogle situationer. Når der ikke er nogen, der frivilligt vil opgive en plads til en mor med to grædende børn, så burde togføreren kunne pege på nogle af dem, der bedst kan klare sig og bede dem opgive pladsen.«

Soffi Marie-Amy Pank mener ikke, hun havde en ærlig chance for at komme med togbussen, hvis det bare handlede om at komme først.

»Det er jo ren 'survival of the fittest'. Dem, der sidder tæt på udgangen, kommer jo først. Jeg havde en klapvogn med, som ikke kunne komme gennem togets smalle gange, så det var besværligt for mig at komme ud,« siger hun.

Inden situationen med togbussen opstod, havde Soffi, børnene og de andre passagerer brugt flere timer sammen i toget. Der var sågar lokale, der kom og tilbød kost og logi.

»Der var en fin stemning i toget, hvor vi hjalp hinanden. Nogle af de lokale kom på ski med kage til os. Det var hyggeligt,« fortæller Soffi.

Derfor er hun også ked af, hvordan situationen ændrede sig, da der var kamp om pladserne i den ene togbus, der var kommet frem.

Toget kunne ikke komme videre fra Skørping, da der var væltet træer ned over skinnerne.
Toget kunne ikke komme videre fra Skørping, da der var væltet træer ned over skinnerne. Foto: Soffi Marie-Amy Pank
Vis mere

»Det overraskede mig, hvordan stemningen vendte. Indtil bussen kom, var vi allesammen fælles om at være strandet, men det ændrede sig, da bussen kom,« siger Soffi.

Efter hun havde ventet i det strandede tog kom der endelig endnu en togbus, der kunne have hende og børnene med. De var fremme i Aarhus klokken 3.15.

13 timer og 25 minutter efter, hun var stået på toget i Aalborg.

Soffi er stadig i Aarhus og kommer ikke til at tage toget tilbage til Aalborg.

»Jeg ved ikke, hvornår vi tager tilbage. Men vi bliver kørt hjem af min søster. Jeg har overhovedet ikke lyst til at køre med tog lige nu,« slutter Soffi.