Fredag morgen vågnede mange op til sne overalt. Både fortov, cykelstier og veje var dækket. 

Det gjaldt også på Svanevig Hospice på Lolland. Men her nåede sneen ikke at ligge særligt længe, før landmand Michael Lau Rasmussen rykkede ud i sin teleskoplæsser.

Ifølge Michael, var det vigtigt at rydde sneen lige netop dér.

»På hospice sidder der mennesker og har deres sidste tid. Det kan ikke nytte noget, hvis deres pårørende ikke kan komme frem til dem, « fortæller Michael.

Han afviste dog enhver form for betaling og understreger:

»Pengene kan bruges meget bedre på patienterne, derfor ville det næsten være lidt uetisk at tage imod betaling for det.«

Skulle sneen igen begynde at vælte ned, så skal Svanevig Hospice ifølge Michael ikke holde sig tilbage med at tage kontakt.

»De kan bare ringe igen. Jeg arbejder efter vejret hele året rundt. Om det er dag eller nat betyder heller ikke så meget.«

Michael har modtaget meget positiv respons på sin hjælp. Svanevig Hospice har også lagt et opslag på Facebook, hvor de takker Michael for hans indsats.