Egentlig var det aldrig planen, at Majas to drenge skulle blive helt skærmfri.
Men med en simpel rutine er det alligevel lykkedes.
I begyndelsen af 2023 havde familien et ønske om at skrue ned for skærmforbruget hos deres ældste dreng, som dengang var knapt to år.
LÆS OGSÅ: Skærme fyldte det hele for Josefines tre børn. Så tog hun en svær, men nødvendig beslutning
Det fyldte simpelthen for meget.
Det var ofte det første, han spurgte om, når han kom hjem fra vuggestue, og når han så sad der, var han helt opslugt.
Når TV’et skulle slukkes, startede konflikterne. Helt klassisk.
Men Maja har løst problemet: For hun har formået at fjerne skærmene helt fra sine børns liv ved at skifte dem ud med noget andet, som slet ikke afstedkommer den samme slags konflikter.
Udnyt sæsonen, vi går i møde
Først og fremmest handlede det om at udnytte, da forårsvejret kom. Maja og hendes mand så deres snit til at skære ned på indendørstid.
»Lige efter vuggestue begyndte vi at gå udenfor. Så var skærmen ude af øje, ude af sind,« fortæller Maja.
I den første uge krævede det ekstra af Maja og hendes mand at skifte rutinen ud. I baghånden havde de altid en plan b, hvis der blev konflikter.
»Jeg havde en aktivitet i baghånden, hvis nu han ikke fandt på en leg af sig selv, men det var aldrig nødvendigt. Sandsynligvis fordi vi var udenfor,« siger Maja.
Det stemte også overens med hendes erfaringer som pædagog, hvor børnene altid kunne finde underholdning, når de var udendørs.
»Vi satte f.eks. planter i urtepotter eller gik en tur. Børn vil egentlig bare gerne være med til det, vi voksne laver. Det, tror jeg, er vigtigt at huske.«
Når han spurgte efter skærmen, var Majas svar, at det skulle de ikke lige nu. Allerede efter tre dage stoppede han med at spørge og blev i stedet introduceret til lydbøger.
Da lillebror kom til verdenen gjaldt samme rutine for ham.
Efter et par dage var der en forskel
Lydbøgerne blev også en fast makker på køreture.
»Vi havde haft et barn, der ikke var glad for at køre bil. Så det var egentlig også på grund af køreturene, at skærmen blev introduceret i sin tid. Det var der, jeg var mest spændt på at undvære den,« fortæller Maja.
Lydbøgerne viste sig at være en stor hjælp. Især da den lille dreng fik sine egne høretelefoner.
»Det erstattede det behov, som vi ellers havde brugt skærmen til. Vi kunne som forældre trække os, mens han lyttede til sin lydbog.«
Og kun efter et par dage senere kunne de mærke en forskel på deres søn. Han blev bedre til at lege selv, sov bedre om natten og fik bedre koncentration.
Der var færre konflikter og mere nærvær – og der er en god forklaring på det, mener Maja.

Andre kunne også mærke skiftet
Programmerne i fjernsynet havde et hurtigt tempo i klipningen, høje lyde og mange farver.
Det stod i stor kontrast til lydbøger, hvor kun én sans skal forholde sig til historien.
»Hans hjerne får selv lov til at danne billeder, og så er der en ramme for, hvornår det skal slukkes. For når lydbogen slutter, så er den ligesom slut, mens mange TV-programmer kører i loop.«
Og de er ikke de eneste, der har lagt mærke til ændringer i deres børn, efter at de har valgt at blive skærmfrie, fortæller Maja.
»I vuggestuen og børnehaven var de i hvert fald overraskede over, at selvom de er to drenge med gang i, så er de rigtig gode til at fordybe sig,« siger hun.
Tror du, at dine børn går glip af noget ved at være skærmfri?
»Det er jeg tit blevet spurgt om. Men det tror jeg ikke. Paw Patrol og alt det andet findes også på lydbog eller på biblioteket, så det går de ikke glip af.«
Det betyder dog ikke, at det skal være sådan her for evigt.
På et tidspunkt kommer skærmen igen
Selvom skærmen er pakket væk for nu, så kan hun også savne, hvor hyggeligt det er at se en film sammen som familie.
»Jeg glæder mig til det, når de bliver større, og vi kan gøre det sammen. Men for nu er det ikke deres behov. Vi ved godt, at det ikke er for evigt, at vi ikke skal se skærm, men vi har fået en bevidsthed om, hvordan vi bruger skærm, og hvad vi gerne vil med skærmen i vores familie. Det tror jeg, er det vigtigste.«
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv
