Da Lea-Sofie fik brystkræft, traf hun en vigtig beslutning om sin 6-årige datter

På badeværelset krammede Lea-Sofie sin datter en sidste gang med sit lange, brune hår.

Forsigtigt tog dengang seksårige Felina en tot fra Lea-Sofies hår, klippede og holdt totten op mod sin mor.

Lea-Sofie så på totten med et svagt smil, mens hun ikke kunne holde tårerne tilbage. En halv time senere var der ikke længere langt hår på hendes hoved.

LÆS OGSÅ: Mai Mercado føler, at hendes krop har forrådt hende: "Hvis jeg ikke gør noget, slår sygdommen mig ihjel"

»Da jeg mistede mit hår, var det som om, jeg mistede en del af min identitet. Men det vigtigste for mig, både der og hele vejen igennem, har været at have Felina med i det,« fortæller Lea-Sofie.

For Felina skulle ikke mangle svar eller stå tilbage med et spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Professor: Vi er nået langt i behandlingen af brystkræft. Men der er ét område, hvor det er blevet værre

Det var på tide, at 31-årige Lea-Sofie Gottlob klippede håret af, for med kemoen havde håret givet slip. Hun kunne efterhånden rive en håndfuld hår ud, hver gang hendes hånd kørte gennem det.

Selvom Lea-Sofie i dag er kræftfri, kan hun ikke give slip på sygdommen, for hun føler sig endnu ikke rask – og hun mærker altid en frygt for et tilbagefald.

Lea-Sofies historie er en del af en serie, hvor Woman.dk giver ordet til nogle af de kvinder, der har haft brystkræft tæt ind på livet.

Du kan blandt andet også læse historien om Mette, der tog en vild beslutning for at huske sig selv, da hun begyndte på kemo.

Knuden i brystet

Lea-Sofie var på arbejde, da hun pludselig fik det skidt. Hun blev svimmel, så hun gik ud på badeværelset og satte sig ned på de kolde klinker.

»Jeg kunne nærmest ikke huske, hvad jeg selv hed.«

Kort tid forinden havde hun mærket en knude i brystet. Hendes læge studsede over selvsamme knude.

Det var i november sidste år, at Lea-Sofie fik sin diagnose. Derfra gik det stærkt, og hun begyndte i behandling.

»Jeg var i mit livs bedste form, men fra den ene dag til den anden blev jeg sygemeldt fra mit arbejde, og verden blev vendt på hovedet.«

Den jul fik Felina den bedste og største pakkekalender, som Lea-Sofie kunne finde på. Det skulle være den bedste pakkekalender nogensinde, for hun vidste ikke, om hun ville være her til julen året efter.

Lea-Sofies brystkræftsforløb var på mange måder atypisk og turbolent. Hun reagerede rigtig dårligt på kemoen, og derfor var hun meget indlagt efter behandlingerne.

»Det var sindssygt hårdt. Jeg nåede dertil, hvor jeg var mere bange for at dø af kemoen end af selve kræften.«

Et par dage efter, Felina fik at vide, at hendes mor var syg med kræft, syede hun et rødt hjerte til sin mor i skolen. Feline gav det til sin mor med ordene: 'Det her hjerte skal du altid have med, når du får medicin eller bliver dårlig, mor. Så ved du, at jeg passer på dig'.

Hjertet havde Lea-Sofie med ind til sin første kemobehandling, og det har været ved hendes side gennem hele forløbet.

»Jeg har brugt så mange dage og nætter på at knuge det ind til mig, hvad end det måtte være i gråd eller glæde,« fortæller hun.

Kræftsyg mor

Lea-Sofie kunne godt få følelsen af, at hun svigtede Felina, når hun var indlagt. Derfor var det vigtigste for hende at inkludere Felina i sygdomsforløbet – så meget som muligt.

»Vi tog hende igennem det skridt for skridt. Håret var det første, som vi skulle igennem. Det var svært for en pige på dengang seks år at sætte sig ind i, at man kunne tabe sit hår, før det faktisk skete.«

Felina fik lov til at hive hår ud. Hun syntes, det var lidt mærkeligt, at håret faldt ud. Men det blev hurtigt normalt for hende, at mor havde mistet sit hår.

»Det første, hun sagde, var, at hun glædede sig til, at jeg tabte mit hår, for så kunne hun tegne mig som en abe. Det grinte vi alle sammen af.«

Da de sammen klippede håret af Lea-Sofie, var det fyldt med både grin og tårer.

»Vi græd begge to, og så snakkede vi om, at det var okay at være ked af det,« fortæller Lea-Sofie.

»Så spurgte hun mig, om jeg var okay. Det ramte mig bare endnu hårdere, fordi hun havde overskuddet til at spørge ind til mig.«

Efterladt efter kræften

I juli blev Lea-Sofie erklæret kræftfri. Selvom det var en glæde at være kræftfri for hende, føltes det ikke helt rigtigt.

»Min forestilling var, ligesom man har set på videoer, hvor man går op og ringer på en klokke, og så er alle mega glade og klapper af en. Men sådan var det slet ikke,« fortæller hun.

»Det var vildt svært at stå i. Ikke fordi jeg ikke var glad, men da jeg var syg, havde jeg noget at stå op for og et helt konkret mål, jeg skulle nå. Nu stod jeg over for noget helt nyt.«

I dag er det også følelsen af at blive efterladt, der fylder for Lea-Sofie.

»Jeg har været så vant til at gå til kontrol og undersøgelser. Der har konstant været nogen til at holde øje med en og mærke en efter. Men så bliver man efterladt til sig selv, når man bliver rask.«

»Da jeg blev syg, var det et kontroltab. Men det føles omvendt nu, fordi der ikke er nogen til at gribe mig. Alt det, som jeg gav slip på dengang, skal jeg på en eller anden måde samle op igen selv.«

Hvad skal tiden bruges på?

Lea-Sofie ved godt, at livet ikke bliver det samme som før.

»Jeg gør mange ting i dag, som var det den sidste gang, jeg gjorde dem. Det lyder måske voldsomt, men hvor ville jeg bare fortryde, hvis der var noget, jeg kun havde gjort halvt.«

Sygdommen har også givet hende blik for de små ting i hverdagen, som hun før kunne tage for givet.

»Jeg sætter så meget pris på, at jeg kan stå op og smøre min datters madpakke, fordi jeg har oplevet, at den mulighed blev taget fra mig.«

Derfor fælder hun gerne en tåre, når hun har vinket farvel til Felina og afleveret hende i skolen.

»Jeg har tænkt meget over, hvad ville jeg have endnu mere af, hvis muligheden blev taget fra mig? Det har jeg sgu aldrig tænkt på før.«