Da Gitte fødte sin søn, fik han en englesovepose: "Det var lige så smukt som en normal fødsel"

Gitte fødte sin døde søn Lucas og blev mødt af et fællesskab, hun aldrig vidste fandtes. Nu hjælper hendes brudekjole andre forældre i sorg.

Stilheden blev begyndelsen på enden. Den kom snigende midt i det, der skulle have været ventetidens sidste kapitler – den særlige ro før fødslen, hvor sparkene plejer at minde én om livet, der vokser.

Men Gitte Dyrbye Holst mærkede ingenting. Ikke det mindste tegn fra den lille dreng i maven.

Læs også: Pernille mistede tre børn, før hun ved et tilfælde fik svar på, hvad der var galt i hendes krop

»Jeg kunne ikke mærke liv, så vi tog ind på fødeafdelingen,« fortæller Gitte Dyrbye Holst stille:

»Men lægen kunne ikke finde hjertelyd.«

Alting frøs. Forventningen forsvandt, og tilbage stod hun med en bundløs sorg og en barsk vished: Fødslen skulle stadig finde sted.

Læs også: Matilde Trobeck: "Jeg har ufrivilligt aborteret 7-8 gange, og ingen kan fortælle mig hvorfor"

Hun begynder at græde, mens hun fortæller, at de på scanningen kunne se, at hendes lille søn havde navlesnoren rundt om halsen. Selvom det er tre et halvt år siden, føles det stadig som om, det var i går.

»Min verden gik i stå lige der.«

Natten tilbragte hun derhjemme, i et mørke hvor hendes krop stadig var gravid, men hendes hjerte var begyndt at sørge.

Det smukkeste i det værste

Dagen efter fødte hun sin søn – Lucas – halvanden måned før tid. Med lukkede øjne og små, kolde hænder.

Men han var det fineste, fortæller Gitte Dyrbye Holst og har stadig svært ved at samle ordene i rigtig rækkefølge.

Hun holder en kort pause.

»Det er uden sammenligning lige så smukt som at føde et levende barn. Som jeg jo havde prøvet knap fem år forinden. Jeg havde forestillet mig, at det ville være frygteligt. Og det er kommet bag på mig, at jeg her bagefter kan sige, at det var en smuk oplevelse.«

Fødslen gik i gang som alle fødsler. Veerne rullede gennem kroppen, og smerten var den samme. Den fysiske i hvert fald.

Det var først til sidst, at kontrasten blev umulig at ignorere.

»Ved de allersidste presseveer gik det op for mig, at nu var det slut. Altså det var ikke begyndelsen, som det normalt er. Det var slut. Han kom ud, men han sagde ikke noget. Han var der jo ikke.«

Men det var alligevel rart, at jordemødrene behandlede ham som om, at han var.

Han blev lagt op på morens bryst, som en hvilken som helst anden nyfødt.

»Hej Lucas," sagde jordemoderen og strøg ham over kinden.: "Nej, hvor er du fin.«

Og selvom han ikke trak vejret, var han der. Smuk, lille og fuldstændig elsket, fortæller Gitte Dyrbye Holst.

Sovepose til englebørn

De havde ham hos sig resten af formiddagen og eftermiddagen. Hans storesøster kom og sagde hej – og farvel. Bedsteforældrene trådte ind i rummet, stille og med tårer i øjnene. Der blev taget aftryk af hans små hænder og fødder.

Og så fik de englesoveposen.

En lille hvid sovepose af satin. Med blondekanter og en silkesløjfe. Syet ud af en doneret brudekjole.

»Vi blev virkelig rørte over, at vi kunne få sådan en fin ting udleveret, fordi at Lucas var jo så lille, at man ikke kunne få noget tøj, der ville passe ham. Så vi var så taknemmelige for at få udleveret den her fine sovepose. Og så også bare, ja, al den kærlighed der ligger bag. Altså halvdelen af det er jo symbolikken – hvis ikke det hele.«

Englesoveposen var ikke bare stof. Den var symbolet på noget større – at nogen forstod. At nogen havde været der før.

Det er den frivillige organisation MindMyAngel, som syer englesoveposer. En non-profit forening, der omsyr brudekjoler til svøb til dødfødte spædbørn. Englebørn. På alle landets fødeafdelinger.

Bag organisationen står forældre, der selv har prøvet at miste et barn. Og derfor er det blevet deres hjertesag at give andre forældre mulighed for at få en værdig afsked.

»Det føltes som at blive grebet af en masse mennesker, man slet ikke kendte,« siger Gitte Dyrbye Holst.

»Vi følte jo lidt, at vi kunne svøbe Lucas i kærlighed, og at vi ligesom fik sådan en varm krammer ved at få udleveret den her, som bare i sig selv er symbolet på ubetinget kærlighed.«

Vil aldrig være gravid igen

Efter fødslen stod det klart for hende, hvad hun selv skulle gøre. Hendes egen brudekjole skulle ikke gemmes væk eller sælges.

Hun donerede den til MindMyAngel – og forestiller sig nu, hvordan stykker af blonder og silke kan give trøst til en anden mor med tomme arme.

»Så kan den glæde nogen, der står midt i den dybeste sorg. Være en varm krammer. En kærlig omsorg.«

I dag er det tre et halvt år siden, Lucas blev født og svøbt i englesoveposen. Han ligger begravet side om side med andre små kroppe, der aldrig fik mulighed for at leve. Familien besøger ham ofte. Storesøsteren har tegninger med. Små gaver. En sten, et hjerte, en tanke.

Og for halvandet år siden blev hun storesøster igen. Denne gang til en lillebror, der lever. Og Lucas blev storebror.

Men Gitte Dyrbye Holst har besluttet, at det var sidste gang, hun skulle være gravid.

»Det er ikke noget, jeg overhovedet skal igen. Det var ekstremt hårdt. Der var så mange bekymringer. I ni måneder bekymrede jeg mig nonstop over, om han ville dø.«

Det her interview har været hårdt. Gitte Dyrbye Holst er knækket sammen flere gange undervejs. Men hun har insisteret på at fortælle sin historie. For det er vigtigt. Vigtigt at sorgen får ord, siger hun:

»Så andre kvinder kan spejle sig i den sorg og den bekymring og alle de her følelser, man går igennem. Det er nemlig meget ensomt.«