De fleste har hørt om studentervognen, der i sidste uge kørte forbi en begravelse og rørte alle. Nu står datteren til den afdøde frem og fortæller sin oplevelse af episoden.

I lørdags bisatte Else Bang sin 70-årige mor, Ketty Bang, ved Sæby Kirke i Nordjylland. Et uventet dødsfald, det gjorde ondt på hele familien. Midt i den mest ulykkelige stund – hvor kisten sættes ind i rustvognen, og de pårørende siger et sidste farvel – kørte en studentervogn forbi.

En hændelse, der viste sig at blive yderst symbolsk og smuk for Else Bang.

»Jeg har ikke meget at smile af lige nu, men over det her gør jeg. Min mor kom herfra med manér,« siger Else Bang.

De fleste har nok et billede af studentervogne som en larmende lastbil fyldt med fulde, unge mennesker, der skaber sig og ikke viser hensyn. Men denne studentervogn var anderledes.

Da den kørte forbi bisættelsen, skruede studenterne helt ned for musikken og tog deres studenterhuer af.

»Det er ekstremt rørende. Jeg var så ked af det, at jeg ikke engang vidste, hvem der stod og holdt om mig. Så det var en flot gestus, som jeg synes er fantastisk, for det har gjort meget for mig personligt.«

Ketty Bangs begravelse var meget ulykkelig. Mandagen forinden vrider hun om og brækker sin ankel. For at undgå at træde på foden kaster hun sig frem, men slår i stedet hovedet. Et så voldsomt slag, at hun får kraniebrud og afgår ved døden.

Derfor havde Else Bang også brug for at være i tragedien og sige ordentligt farvel til sin mor. Og det lod studenterne hende gøre.

Elses mor døde pludseligt i en alder af 70. Foto: Privat
Elses mor døde pludseligt i en alder af 70. Foto: Privat
Vis mere

Faktisk var studenterne så stille, at Else Bang først opdagede, hvad der var sket, da vognen var kørt forbi, og hun hørte en fra vognen råbe 'skru op for musikken'.

»Det blev symbolsk på en måde. Vi står i dyb sorg, og da den kører forbi, og en råber 'skru op for musikken', var det nærmest et symbol på, at nu siger vi farvel, og så går livet videre bagefter,« siger Else Bang.

B.T. har tidligere talt med nogle af de studerende fra vognen, der kørte forbi.

»Der stod en masse mennesker og sørgede, og vi havde lyst til at vise dem respekt ved at tage huerne for brystet. Vi følte, det var det rigtige – og eneste – at gøre. Hvis vi havde stået i samme situation, havde vi ønsket det samme,« fortalte 21-årige Mikkel Schade-Egedal fra 3.N til B.T. i sidste uge.

3. N fra Maritim Student-Uddannelsen i Frederikshavn kørte forbi Elses mors begravelse og så blev der helt stille. Foto: Privat
3. N fra Maritim Student-Uddannelsen i Frederikshavn kørte forbi Elses mors begravelse og så blev der helt stille. Foto: Privat
Vis mere

I dag har Else Bang talt med sine to søskende om episoden. De synes alle, gestussen var fed, og at moren kom herfra med manér. Else Bang er også sikker på, at hendes mor ville have syntes om det.

»Hvis min mor havde været til en begravelse, hvor det her skete, tror jeg, hun vil have syntes, det var sejt. Min mor fulgte meget med i nyheder og på Facebook, og havde hun læst om det her, havde hun liket og kommenteret det,« siger Else Bang.