Heidi Honig Spring husker faktisk det meste fra ulykken.
Hun husker, hvordan den grålige Citroën Picasso holder med snuden ude mod fortovet og venter på at dreje ud på Roskildevej.
Hun husker, hvordan hun pludselig føler, at hendes krop bliver trykket sammen, en uvirkelig smerte breder sig, og hun instinktivt råber »neeej«.
Og så husker hun, hvordan hun pludselig befinder sig i to verdener.
Den ene verden, hvor hun kun hører sin vejrtrækning og udelukkende koncentrerer sig om at fortsætte den.
Og den anden verden – rundt om sig – hvor hun hører tilkommende tale om alarmopkald, ambulancer og en ulykke.
På et tidspunkt bliver stemmerne pludselig udskiftet med lyden af en udrykning, og så giver Heidi slip.
Da hun næste gang slår øjnene op, ligger hun på en hospitalsstue og ser straks sin mand.
Heidi mærker lettelsen ved at se sin bedre halvdel, men når hun åbner munden, kommer der ingen lyd ud.
Den 52-årige kvinde har nemlig haft en luftslange i halsen, så hendes stemme 'virker ikke' endnu.
I stedet gestikulerer Heidi til sin mand, at hun vil have noget at skrive på.
»Min mand finder en madbakke med et stykke papir, som han holder ned mod mig, så jeg kan skrive på det. Så jeg skriver: 'Skal jeg dø nu?'. Han læser det og siger 'nej',« fortæller Heidi Honig Spring, der før ulykken arbejdede som underviser og konsulent inden for almen- og specialpædagogik.
For nej, Heidi skulle ikke dø, men til gengæld var hendes liv forandret for altid.
Den grålige Citroën Picasso ramte nemlig Heidi om morgenen den 6. april 2021, da hun i sit løbetøj forsøgte at passere bilen via fortovet.
Først ramte den hende med fronten af bilen, så hun blev kastet ud på Roskildevej, hvor den kørte Heidi over.
Den 52-årige kvinde var heldig ikke at dø, men skaderne var til gengæld nærmest uvirkelige:
Flænge i hovedet. Samtlige ribben brækket. Punkteret lunge. Rifter i blæren. Knust bækken. Frakturer i lændehvirvlerne. To liter mistet blod. Brækket lårben. Og en fod, der næsten røg helt af.
Med andre ord: Årets mest komplicerede patient, som en læge beskrev hende.
Men på magisk vis fik de med en hav af skruer og metalplader sat Heidi sammen, og efter en knap tre måneder lang indlæggelse kunne hun i juli 2021 igen træde ind i sit hjem i Glostrup.
Sidst hun forlod huset, var det som en aktiv, succesfuld og energisk kvinde i sin bedste alder, der havde snøret løbeskoene og skulle nyde den daglige løbetur en god forårsmorgen.
Og da hun kom tilbage, var det som en kvinde med utallige skader og handicap.
»Det var forfærdeligt at komme hjem. Mange havde sagt, at jeg skulle glæde mig, men alt var jo ændret. Jeg kunne ingenting, skulle have hjælp til alt og gik med en stor ringfiksering på benet og støttede mig til et gangstativ. Det var virkelig frustrerende og smertefuldt,« fortæller Heidi Honig Spring.
I dag er det næsten halvandet år siden, at Heidi kom hjem til sin Glostrup-villa.
Men det er ikke i den anledning, at B.T. er blevet inviteret indenfor. Det er i stedet i anledning af, at hun har skrevet bogen 'Fortællinger fra stue 62 – en traumepatients møde med hospitalsverdenen'.
Bogen handler blandt andet om mødet med sundhedsvæsnet, at miste sin identitet, føle livet som uretfærdigt og pludselig bytte roller med sine børn og bedre halvdel.
Sidstnævnte er især noget, Heidi har kæmpet meget med.
»Jeg er evigt taknemmelig for, at min mand og min familie har været der så meget, men jeg har været mor og en hustru – nu var jeg pludselig en patient, der skulle have hjælp med alt fra toilet til hygiejne. Det er ikke nemt at være i,« siger hun.
Generelt kan man ikke kalde Heidi en jubeloptimist.
Det er ikke hende, der kæmper for at finde noget positivt ved ulykken og eksempelvis klynger sig til, at »det kunne have været meget værre«.
Nej, hun er i sorg og bander gerne den aprilmorgen væk hver eneste dag.
»Mit liv blev ødelagt den morgen. Jeg lever i konstante smerter, og selvom jeg med nød og næppe kan gå en tur, så er jeg jo en ramponeret udgave af mig selv. Jeg bliver aldrig mig selv igen,« siger hun.
Og det er netop Heidis ærlighed og evne til at tale om det svære, som hun håber, at andre i lignende situationer vil få gavn af.
»Jeg har grædt meget foran folk. Jeg har bandet og svovlet ulykken væk, og jeg har talt om det ubehagelige. Det har jeg haft brug for, og det har givet nogle gode snakke, så ulykken og mit nye liv ikke et tabu. Det er min måde at bearbejde det her liv, som jeg ikke har ønsket,« siger hun og fortsætter:
»Og så prøver jeg også at bruge min galgehumor, når jeg taler om det hele – det gør det nemmere. Jeg håber, at man kan bruge min historie til selv at åbne op og tale om de hårde ting. Jeg tror, det kan gøre sådan et liv nemmere at leve i.«
Heidi er endnu sygemeldt efter sin ulykke, men er overbevist om, at hun kommer tilbage på arbejdsmarkedet.
