Alt er ved det normale, da Heidi Sørensen søndag den 3. november lægger sin sunde og raske to-årige datter Mille til at sove.
Derfor bliver den 31-årige mor heller ikke alvorligt bekymret, da hendes datter vågner grædende om natten, peger på sit ben og siger:
»Mille gerne okay igen.«
Men smerterne fortsætter, og et par timer senere går Heidi for første gang i sit moderliv en tur med barnevognen i nattens mulm og mørke for at få sit barn til at sove.
Mille ender med at sove fire timer den nat, og da hun fortsat klager over smerter i benet om morgenen, kontakter Heidi og hendes mand lægen.
Heidi har i mellemtiden læst, at bensmerter hos børn kan være et tegn på leukæmi, men det bliver manet til jorden hos Milles praktiserende læge.
Dagen efter lægebesøget begynder den to-årige pige dog at kaste op, og hurtigt når smerterne også op på et niveau, hvor hun ikke længere vil gå, stå eller løbe.
Hun vil bæres rundt.
»Jeg tænker jo: Det her er ikke normalt. For et par dage siden løb hun rundt og var bare glad. Nu kaster hun op og nægter at gå. Så vi pressede på for at få flere undersøgelser,« siger Heidi Sørensen til B.T.
De næste par dage er Mille både hos lægen og senere den akutte børnemodtagelse på Aarhus Universitetshospital, hvor hun gennemgår en række undersøgelser.
Undersøgelser, der resulterer i, at familien mandag – otte dage efter de første beklagelser om smerter – får en besked, som skal vende deres liv på hovedet:
'Jeres datter har leukæmi.'
»Det var en følelse af uvirkelighed, og det gjorde så ondt at se hende i smerter og vide, hvad hun skulle igennem. Man tænker jo ikke, at ens datter skal have blodkræft. Det er jo så uretfærdigt,« siger Heidi Sørensen.
Mille bliver straks smertedækket og begynder dagen efter et benhårdt kemoterapi-forløb.
Det har heldigvis betydet, at Mille igen løber rundt på hospitalsgangene på Aarhus Universitetshospital, hvor familien mere eller mindre skal tilbringe de næste seks til otte måneder.
En oplevelse, der allerede har været og nok bliver endnu hårdere.
»Vi skal bade hende hver dag, men der er slanger og åbne sår. Og oveni det en lille pige, som skriger og græder. Det er godt nok alt andet end sjovt,« siger hun.
Og oddsene for overlevelse? Dem har de ikke fået af lægerne.
»Man kan jo ikke løbe fra, at vi har et barn med en livstruende sygdom, men lægerne har heldigvis sagt, at hendes lave alder ironisk nok er en rigtig positiv ting. De har sagt, at de tror, hun bliver rask,« siger Heidi Sørensen.
Men den her artikel handler faktisk ikke kun om Mille og hendes skæbne.
Den handler nemlig også om et budskab, som Heidi har brug for at komme ud med efter at have brugt de første to uger på afdelingen.
Et budskab om donation af blod og stamceller.
»Nu har jeg allerede set en håndfuld eksempler på helt små børn, der er indlagt med hårde kræftforløb og hver især forhåbentligt kan blive raske, fordi de får blod og stamceller,« siger Heidi Sørensen og fortsætter:
»Så går det bare op for en, hvor meget det betyder, og hvor vigtigt det er, at folk bliver ved med at donere. Mille kommer måske også selv til at få brug for stamceller, fordi hun ikke har nogen søskende, og fordi vi ikke har det samme blod. Det har gjort stort indtryk på mig.«