Når Udenrigsministeriet torsdag gør status, kan Cypern havne på liste over rejsemål, der frarådes.

Cypern kan blive det næste land, som de danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser til grundet coronasituationen.

Antallet af smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage er ifølge Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse beregnet til 46,8.

Er der flere end 30 smittede per 100.000 indbyggere, går et land fra gul til orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Det er ensbetydende med, at man fraråder rejser, der ikke er nødvendige - for eksempel turistrejser - til landet.

Listen over disse lande er den senere tid bare vokset og vokset.

Torsdag i sidste uge føjede Udenrigsministeriet Italien, Polen, Bulgarien samt småstaterne San Marino, Vatikanet og Liechtenstein til listen.

Derudover blev listen af svenske regioner, hvortil der frarådes ikke-nødvendige rejser, udvidet til 12 af de i alt 21 regioner.

Det betyder ifølge Udenrigsministeriet:

- Risiciene er så alvorlige, at man bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.

Der er fire lande tilbage, som indtil videre ikke er orange, eller som Sverige har dele af landet, der er orange. Det er Cypern, Grækenland, Tyskland og Norge.

Et aber dabei er dog, at Tyskland også kan blive lukket land for danskere. I sidste uge krydsede landet nemlig de danske myndigheders smittegrænse.

Derudover skal alle rejsende fra Danmark og Færøerne i ti dages karantæne, hvis de rejser ind i Norge.

Et land kan blive skraveret orange grundet smittesituationen, eller hvis der er indført restriktioner i forbindelse med indrejse, eksempelvis krav om karantæne.

Udenrigsministeriet gør status på rejsevejledningerne torsdag eftermiddag.

/ritzau/