Cykeltyvene stjæler færre cykler: Har fået nyt mønster
»Det er positivt, at vi generelt ser færre cykeltyverier end tidligere, men danskerne får stadig stjålet 120 cykler om dagen.«

»Det er positivt, at vi generelt ser færre cykeltyverier end tidligere, men danskerne får stadig stjålet 120 cykler om dagen.«

Antallet af anmeldte cykeltyverier er faldet med knap ni procent fra 2023 til 2025.
Men ifølge Codan Forsikring betyder det ikke, at cykeltyvene har fået mindre travlt.
For selvom der bliver stjålet færre cykler i Danmark, så går tyvene nu efter de dyreste cykler – elcykler, racer- og gravelcykler.
Og det har fået den samlede erstatningsregning hos forsikringsselskabet til at stige.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Codan Forsikring på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Codans gennemsnitlige erstatning er steget med 11,4 procent i perioden fra 2023 til 2025. Samtidig er antallet af anmeldte cykeltyverier faldet fra 48.326 i 2023 til 44.043 i 2025.
Og tendensen er den samme i det første halvår af 2026.
»Det er positivt, at vi generelt ser færre cykeltyverier end tidligere, men danskerne får stadig stjålet 120 cykler om dagen,« slår Mathias Kjær Sigvaldason, vicedirektør for afdelingen Indbo i Codan, fast.
For at mindske risikoen for at få sin cykel stjålet, anbefaler Codan, at cyklen låses med en forsikringsgodkendt lås.
Har cyklen en høj værdi, kan det være en god idé også at bruge en ekstra lås og fastlåse cyklen til en solid genstand, lyder anbefalingen.