Livsfarligt hærværk eller en besynderlig tilfældighed?

Det spørgsmål har strejfet en cykelsmed i Esbjerg, efter at han de seneste uger har set over 20 cykler med det samme problem:

De kørte 'mærkeligt' eller 'forkert' og trængte til et servicetjek, skriver JydskeVestkysten.

Da cykelsmed Jan Kolbeck kiggede nærmere på cyklerne, viste det sig, at hjulene var lige ved at falde af, fordi hjulboltene var blevet løsnet.

Nu er han bekymret for, at der er tale om bevidst hærværk.

Hjulboltene løsner sig nemlig ikke af sig selv, påpeger han. I hvert fald ikke på begge sider af hjulet samtidig.

»Det er livsfarligt. Man leger simpelthen med folks liv,« siger han til JydskeVestkysten.

Derfor opfordrer han esbjergenserne til at være forsigtige og tjekke deres cykler, inden de sætter sig i sadlen.