Når TDC's driftscenter flytter, kan Center for Cybersikkerhed stadig føre tilsyn, hvis teleselskab inviterer.

Et godt samarbejde mellem det danske teleselskab TDC og Center for Cybersikkerhed skal sikre, at data fra tre millioner danskeres mobilnetværk håndteres sikkert.

Det siger Thomas Lund-Sørensen, som er chef for Center for Cybersikkerhed, der er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Et godt samarbejde skaber en fælles ståplads for at sikre, at der er et højt sikkerhedsniveau, siger Thomas Lund-Sørensen til Ritzau.

Politiken skriver fredag, at det såkaldte network operations center (NOC) 31. august udflyttes til Bukarest i Rumænien.

Det sker, i forbindelse med at TDC har indgået aftale med Ericsson om driften af mobilnetværket.

Med udflytningen vil Center for Cybersikkerhed ikke længere med loven i hånden kunne komme på tilsynsbesøg eller kræve, at ansatte i Ericssons driftscenter i Rumænien har danske sikkerhedsgodkendelser.

Det bekræfter Thomas Lund-Sørensen, men han pointerer samtidig, at Center for Cybersikkerhed fortsat kommer til at kunne føre kontrol i samarbejde med TDC.

Ifølge dansk lovgivning kan Center for Cybersikkehed kræve af televirksomheder, at de udstationerer en medarbejder med dansk sikkerhedsgodkendelse til at holde øje med arbejdet i driftscenteret.

Televirksomheder kan også blive pålagt at gennemføre undersøgelser af sikkerheden i driftscenteret.

Center for Cybersikkerhed har også mulighed for at komme på tilsynsbesøg, hvis teleselskaberne inviterer, når de gennemfører deres tilsyn.

Det er der ifølge Thomas Lund-Sørensen god tradition for.

- Grundlæggende set ændrer sikkerheden sig ikke væsentligt. Den kommer ind under et svensk selskab, som vi har stor tiltro til, siger Thomas Lund-Sørensen.

- Det kan have en positiv effekt, at driften kommer til at ligge i Rumænien. Det er et stort og mandskabstungt setup, og man driver netværk for 45 andre store televirksomheder. Driftssikkerheden bliver måske endnu højere, siger han.

Spørgsmål: Så danskere behøver ikke være nervøse for sikkerhedsbrister?

- Der kan forekomme sikkerhedsbrister overalt. Det er vigtigt at forstå, at det er i televirksomhedernes egen interesse at have så meget sikkerhed som muligt, ligesom det er er i underleverandørernes interesse at have en så høj sikkerhed som muligt, siger Thomas Lund-Sørensen.

/ritzau/