En lykkelig begivenhed i Aarhus 11 september har nu udviklet sig til lidt af en covid-19-smittebombe i Flensborg og Slesvig-Flensborg Amt.

Således er 16 skoleklasser og mere end 400 mennesker i Flensborg-området lige nu i karantæne efter en stor bryllupsfest, skriver TV 2 Syd.

»Det her viser bare, hvor stor en negativ effekt sådan en fest kan have. Det er vigtigt at fejre, men det er måske ikke det rette tidspunkt, når man ser, at det kan påvirke en hel by,« siger Clemens Teschendorf, pressetalsmand i Flensborg.

Minimum 25 mennesker fra Flensborg-området deltog i festen.

Ved du noget om episoden? Så skriv til 1929@bt.dk

Clemens Teschendorf fortæller, at det først var 11 dage efter festen, at myndighederne fik kontakt med den første smittede person.

Det har senere hen vist sig, at der deltog mange familier med skolebørn.

Pressetalsmanden beretter desuden, at myndighederne prioriterer at identificere de smittede inden efterårsferien, der starter på fredag i Flensborg. Man ønsker nemlig at undgå, at de smittede bringer smitte videre i deres ferie.

Onsdag er 22 personer konstateret smittet i Flensborg by.

Det bringer byen cirka halvvejs op til den tyske risikogrænse på 50 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Tallet ventes at stige, når svarene fra de mere end 400 testede indløber – formentlig allerede fra torsdag.