Museer og arkiver vil indsamle vidnesbyrd fra danskerne om hverdagen under coronakrisen til eftertiden.

Vi gennemlever alle netop nu et særligt kapitel i danmarkshistorien. Og det skal dokumenteres og bevares for fremtiden.

Det mener en række institutioner, som derfor har indledt en fælles indsats for at indsamle dokumentation af coronavirussets indtog i det danske samfund.

Bag samarbejdet står Rigsarkivet, stads- og lokalarkiverne, Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseet. Det oplyser institutionerne i en pressemeddelelse.

De vil sammen sikre en bred indsamling af regeringens tiltag samt virkningerne på det danske samfund, virksomhederne og den enkelte borger.

Det kan være fortællinger og billeder om eksempelvis livet i isolation, om hjemmearbejde og om nye fællesskaber på afstand.

Eller om angst for coronavirus, at være pårørende til en syg eller om at miste sit arbejde.

Materialet skal bevares som vidnesbyrd for at sikre fremtidens adgang til informationer om denne periode.

- Covid-19-pandemien vil få økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser mange år frem, og der vil være efterspørgsel efter kilder og dokumentation af, hvordan Danmark håndterede denne situation, siger rigsarkivar Anne-Sofie Jensen.

- Der har vi en vigtig opgave i at få indsamlet og sikret materialet til gavn for fremtidige generationer. For videnskaben, forskerne, historikerne og andre interesserede, så man i fremtiden kan forstå, hvad der skete.

Nationalmuseet har indledt projektet "Dage med Corona", hvor fortællinger, billeder og film fra hverdagen under coronakrisen indsamles.

Det skal nu og for eftertiden give et indblik i danskernes oplevelse af pandemien, mens den gennemleves.

- Vi skriver historien, mens den sker, og det skal danskerne hjælpe os med, siger Lykke Pedersen, der er seniorforsker på Nationalmuseet.

- Vi skal dokumentere, hvordan hverdagen nu leves og opleves på nye måder, og vi skal beskrive, hvordan nye fællesskaber og nye måder at være sammen på opstår som svar på en verdensomspændende krise.

Nationalmuseet åbner op for indsamling af danskernes beretninger i midten af april.

Det Kongelige Bibliotek har i anledningen af pandemien udvidet sine daglige indsamlinger af digitalt indhold.

Der indsamles nu også indhold om virusudbruddet i Danmark fra udenlandske hjemmesider. Og ligeså indsamles der materiale fra sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram, YouTube og TikTok.

/ritzau/