Det er ikke kun ældre borgere eller folk med kroniske sygdomme, som er ekstra udsatte under coronaepidemien.
Flere steder i Europa kan man se på patientlisterne, at svært overvægtige også bliver ramt langt hårdere af corona og har en højere dødelighed.
Overvægtige har dog ikke fyldt meget i den danske coronadebat. Men ikke desto mindre er folk med et BMI på over 35 i risikogruppen ligesom ældre over 65 år, forklarer professor på Hvidovre Hospital Sten Madsbad til Sundhedspolitisk Tidsskrift.
»Mennesker med svær overvægt er særlig udsatte for covid-19 på mange meget komplicerede måder,« siger han.
Dobbelt så mange døde
Professoren fortæller, at man første gang fik øje på svær overvægt som en stor risikofaktor i forbindelse med influenzapandemien i 2009, hvor antallet af døde næsten blev tredoblet i forhold til en almindelig influenzaepidemi.
»Tallene viste, at svær overvægt forværrede og forlængede sygdommen. Dobbelt så mange med svær overvægt blev indlagt på intensivafdelinger, ligesom dødeligheden var fordoblet,« siger Sten Madsbad.
Sundhedsstyrelsen skriver på sin hjemmeside, at man er i risikogruppen, hvis man er svært overvægtig med et BMI over 35-40, men kun afhængigt af om man også har andre risikofaktorer.
I både Frankrig og Storbritannien har man dog observeret, at op til 80 procent af coronapatienterne på intensivafdelingerne er overvægtige.

I USA indikerer helt nye studier, som endnu ikke er 'peer reviewed', at fedme er den største risikofaktor efter alderdom og kroniske luftvejssygdomme, skriver The New York Times.
Årsagen er, at fedme kan hæmme vejrtrækningen, så den bliver overfladisk. På den måde når luften ikke ned i de dybe lungeafsnit omkring mellemgulvet. Når corona rammer lungerne, opstår der store vejrtrækningsproblemer.
Svær overvægt skaber desuden en forringet inflammation, hvilket betyder, at kroppen er dårligere til at bekæmpe infektion fra bakterier eller virus.
Med en befolkning, hvor 42 procent af de voksne amerikanere er svært overvægtige, skaber den nye forskning bekymring.
»Hvis fedme viser sig at være en afgørende risikofaktor for yngre mennesker, og vi ser på resten af USA – hvor der er mere fedme end i New York – er det meget bekymrende,« siger dr. Roy Gulick, chef for infektionssygdomme hos Weill Cornell Medicine, til New York Times.


