En studenteruge, der nok bliver anderledes end den velkendte. Et afbrudt efterskoleophold. Og en hverdag, der er langt fra normal og foregår uden mange af vennerne.
Det har været udsigten for de tusindvis af danske unge de seneste mange uger, hvor coronakrisen har hærget. Selv om det torsdag kom frem, at efterskoleeleverne må vende tilbage, har de stadig mistet to måneder af det ophold, der har betydet meget for mange af dem. Og for 26-årige Tanja Fanum har krisen betydet, at fejringen af den studenterhue, hun længe har glædet sig til, slet ikke bliver, som hun havde regnet med.
»Min far er ked af, at han ikke kan stå ovre på skolen og give mig min hue på. Nu har han også drømt om det så længe,« fortæller hun.
B.T har talt med en række unge, der fortæller, hvordan de har oplevet de seneste mange uger.
Tanja Fanum - 26 år - går på HF på Nordvestsjællands HF-VUC
Hun er den første i familien, der skal have studenterhue på. Desværre for Tanja Fanum bliver oplevelsen bestemt ikke, som hun havde regnet med.
For den afsluttende mundtlige eksamen, turen ud af døren for at fortælle den afgørende karakter og en påsat hue uden for klasselokalet er blevet skiftet ud med karakter-afsløring på computeren og hue i stuen.
»Det er lidt svært at holde motivationen det sidste stykke tid. Generelt er det ikke særlig fedt at modtage online-undervisning. Det er besværligt, og jeg er skuffet og ked af det. Jeg ville jo gerne have den oplevelse, som alle andre studerende får. Jeg har før gået på det almene gymnasium, og det har hængt ved, at jeg bare havde glædet mig til at få den hue,« fortæller Tanja Fanum.
Huen får hun stadigvæk. Men fordi hun ‘kun’ tager enkeltfag på HF, får hun ikke lov til at gå op til en eksamen med lærer og censor. Hun får en karakter, som bliver frigivet, og det bliver så det endelige punktum for HF-tiden. Et punktum, der stadig bliver sat sammen med forældrene, som hun inviterer hjem til sig.
»Mine forældre er kede af, at det skal være sådan her, og de er kede af, at de ikke kan holde studentergilde for mig. Min far er ked af, at han ikke kan stå ovre på skolen og give mig min hue på. Nu har han også drømt om det så længe,« siger Tanja Fanum.
»Jeg er altid blevet mobbet i skolen, og jeg har både af andre elever og af lærere fået at vide, at jeg aldrig vil blive til noget, og jeg aldrig vil kunne gennemføre gymnasiet. Så det var jo nok også en motivation og en årsag til, at jeg så gerne ville have taget de billeder, hvor jeg står på skolen med hue på og kan lægge de billeder på Facebook og dermed ligesom fortælle hele verden, at jeg klarede det. Jeg har også fået 'I fucking made it' broderet ind i min hue.«
Allerede nu kan hun også slå fast, at der ikke bliver noget studentergilde senere i 2020. Hun skal starte på en videregående uddannelse og vil videre.
»Jeg føler bare, at jeg må gå glip af det, og så er det bare sådan, det er. Jeg føler heller ikke, jeg kan gå tilbage og få det, jeg skulle have haft. Det ville overhovedet ikke være det samme. Man går med huen i 14 dage. Så det ville være mærkeligt at tage den på lang tid efter og holde studentergilde,« siger Tanja Fanum.
Det betyder dog ikke, at hun ikke er træt og ked af situationen. For det er hun.
»Jeg føler ikke, det bliver taget seriøst nok. Der er mange, der ikke kan følge en. Jeg tænker: ‘Prøv lige at forstå, at det er første gang, nogen i min familie får hue på’,« siger hun.
Julie Saksaa - 15 år - elev på Klintsøgaard
»Jeg har også haft brug for en pause fra sine forældre, og nu går jeg med dem 24 timer i døgnet. Jeg bliver bims til sidst.«
Sådan lyder det fra 15-årige Julie Saksaa, der på snart anden måned sidder på sit teenageværelse hjemme ved alt det, som hun egentlig tog på efterskole for at komme lidt væk fra.
»Min folkeskoletid var ikke en særligt stor succes, så jeg havde brug for at komme ud og starte på en frisk. Men det er så ikke lykkes så godt, når jeg bliver sendt hjem alligevel. Og jeg tog netop på efterskole for at komme væk hjemmefra,« siger Julie Saksaa.
Hun ærgrer sig over, at hun og efterskolevennerne ikke fik sagt ordentligt farvel, inden de tog hjem i det, de troede skulle være to uger, men som endte med at blive to måneder. Selv om de torsdag fik at vide af statsministeren, at de endelig kunne vende tilbage, har det været to lange måneder væk fra det, hun kalder ‘sin anden familie’.
»Før omgav jeg mig med folk på min egen alder hele tiden og havde et godt fællesskab med lærerne, som nærmest var som ens andre forældre,« siger den 15-årige efterskoleelev.
Og hun ved, at mange af hendes efterskolekammerater har det ligesom hende. Det er et vigtigt år. Og hver dag er helt speciel. Derfor er hver dag, de er gået glip af, et enormt tab.
»Jeg tror, der er mange, der ikke forstår, hvor meget sådan et efterskoleophold egentlig betyder. Jeg tror ikke, de har sat sig ind i, hvor mange der egentlig er taget væk for at komme væk fra det derhjemme og starte på en frisk.«
Mads Skjødsholm Henriksen - 18 år - 3.g i Aalborghus Gymnasium
‘Dyt, dyt, dyyyyyyt’. ‘Skåååååål’. Remmen stramt om hagen holder den hårdt tilkæmpede hue fast på hovedet, mens man giver slip på alt andet.
Bag på ladet af vognen med verden for fødderne virker alle bekymringer så uendeligt fjerne. En følelse, mange husker tilbage på resten af livet. En følelse, som Mads Skjødsholm er bange for, han måske aldrig kommer til at få.
18-årige Mads Skjødsholm går i 3.g på Aalborghus Gymnasium i Aalborg. Først blev den længe ventede gallafest aflyst, så blev den sidste 3.g-fest aflyst, og nu hænger studenterkørslen og -gildet i en tynd tråd.
»Jeg har haft nogle knap så nemme perioder igennem min gymnasietid, så det er noget, jeg virkelig havde set frem til. At få en ordentlig afslutning på det hele og blive student og have det sjovt med dem, jeg har lært at kende igennem de tre år,« siger Mads Skjødsholm.
Selv om det torsdag kom frem, at grænsen for forsamlinger bliver hævet til 30-50 personer til juni, er det stadig uvist, om det betyder, at de må få lov til at køre studentervogn. For med hævningen af grænsen følger også en masse restriktioner, der endnu ikke er blevet fremlat.
»Det er én gang, man får mulighed for at prøve det. For mig har det været en form for motivation til at holde mig selv i gang, at jeg hele tiden har haft det her at se frem til,« siger han og fortsætter:
»Det har sørget for, at jeg har holdt hovedet oven vande. Så det er træls, når det, man havde tænkt som ens præmie, måske ikke bliver indløst alligevel.«
Ifølge ham ville det bare ikke være det samme at køre i vogn i august, når huen allerede har samlet støv, og det virkelige liv med uddannelsesstart, arbejde og pligter er sat ind.
»Der er noget med det der med, når alle lige er blevet studenter, og der er liv og glade dage. Jeg tror, det ville være nogle minder, som man ville huske tilbage på om 20 og 30 år, fordi det er lige i peaket af ens ungdom.«
Nadja Langvad Rasmussen - 16 år - 9. klasse
Man kan ikke kaste karameller over et Microsoft Teams-videomøde.
Og det er pænt kedeligt at klæde sig ud i et skørt kostume alene hjemme i stuen.
I snart 10 år har Nadja Langvad set frem til den dag, hun kunne tage afsked med folkeskolen med et ordentligt brag, som hun har set utallige elever gøre det før hende.
Men karameller, udklædninger, show, nomineringer og kæmpe fest i parken for alle 9. klasserne i Esbjerg Kommune synes at smuldre mellem fingrene på den 16-årige 9. klasseelev.
»Jeg vil altid tænke tilbage på mit sidste folkeskoleår som et mærkeligt et, og hvor ærgerlig jeg er over, at jeg ikke fik den afslutning, som jeg siden 0. klasse havde tænkt, jeg ville få,« siger Nadja Langvad.
Det er allerede stensikkert, at de ikke får lov til at mødes i parken med de andre 9. klasser fra kommunen, og hvordan de andre begivenheder skal foregå er endnu uvist.
Men Nadja Langvads lærer har allerede foreslået, at de eksekverer festlighederne over et Microsoft Teams-videomøde.
»Jeg synes, det er træls. Jeg ville gerne have en ordentlig afslutning,« siger Nadja Langvad og fortsætter:
»Hver gang 9. klasserne er gået ud, har jeg gået og tænkt ‘okay, nu er jeg et år tættere på, at det er mig’. Og det bliver det så bare ikke på samme måde.«
For lige meget hvordan afslutningen ender med at udforme sig, så ved hun, at den ikke bliver, som hun havde håbet og forventet.
»Af dem, jeg snakker mest med i klassen, var der en, der foreslog, at vi fire kunne samles og sige farvel. Men, altså, det er jo ikke det samme. Det var jo hele årgangen, man skulle have sagt farvel til,« lyder det fra Nadja Langvad.
