Test-kapaciteten i forbindelse med den frygtede coronavirus bliver nu femdoblet herhjemme.

Det betyder, at mindst 5.000 og formentlig også flere muligt smittede kan blive testet på hospitalerne dagligt.

Opgørelsen om den markant øgede test-kapacitet er lavet ud fra de indsamlede data fra alle fem regioners mikrobiologiske afdelinger.

»Jeg er pavestolt af, at vi gennem hårdt arbejde har øget test-kapaciteten til et niveau, hvor vi vil kunne teste fem gange så mange danskere som hidtil,« siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark.

»Det gælder både patienter og medarbejdere i sundhedsvæsenet, ældreplejen og på de sociale tilbud,« siger hun videre.

Som B.T. kunne fortælle torsdag, var Region Hovedstaden alene allerede da klar til at kunne teste 2.500 personer dagligt for coronavirus. Det øgede antal til nu 5.000 danskere dækker over hele landet.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har udtrykt håb om, at myndighederne skal op på en kapacitet på 10.000 tests dagligt.

Om eller hvornår det kan opnås, er det i øjeblikket ingen melding om fra styrelsen eller ude i regionerne.

Den aktuelle opgørelse, som altså i skrivende stund nu er oppe på 5.000 tests i døgnet, rækker foreløbig 14 dage frem.

Det er håbet og forventningen, at kapaciteten kan holdes mindst på samme niveau og også gerne bliver højere, så der kan testes så mange mulige smittede, som er dét, Verdenssundhedsorganisationen WHO kraftigt anbefaler.

Når det er muligt at femdoble test-kapaciteten i Danmark i løbet af få dage, skyldes det blandt andet, at Danske Regioner i sidste uge oprettede en national taskforce med fokus på netop at få test-kapaciteten i vejret.

En række eksterne leverandører som f.eks. Novo Nordisk og DTU er nogle af dem, der har budt ind. Alene de to kan levere 2.000 tests, når de om kort tid er kommet op i produktion.

WHOs seniorrådgiver om empedemier, den canadiske professor dr. Bruce Aylward, som er en af verdens førende indenfor sit felt, har siden slutningen af januar igen og igen slået fast, at for at inddæmme coronavirus mest muligt, er den direkte metode ‘at teste, teste, teste’.

Først i begyndelsen af denne uge skiftede de danske myndigheder strategi og har nu som mål at teste flest muligt.

Og det gælder både sundhedspersonale og patienter.

Indtil da blev der kun testet i tilfælde, hvor der var kraftig mistanke om coronasmitte eller udbrud af Covid-19.