Det kan have sine fordele, at Danmark ikke er blandt de allerførste lande i verden til at udrulle coronavacciner.

Det vurderer Lone Simonsen, professor i folkesundhedsvidenskab på RUC, efter at Storbritannien forleden tog hul på at vaccinere sine ældste borgere.

»Lidt kynisk kan man vel sige, at  Danmark ved at ligge i baghjul af briterne meget hurtigt vil få nogle informationer om eventuelle bivirkninger ved de nye vacciner. Det vil man se meget hurtigt, når man begynder at vaccinere i stor skala,« siger hun.

Lone Simonsen har gjort op med sig selv, at hun ikke vil tøve, hvis hun bliver tilbudt at blive vaccineret mod corona.

»Jeg har tænkt grundigt over det, fordi jeg på grund af nogle personlige risikofaktorer har været nødt til at overveje det. Men da jeg er lige over 60 år gammel, er jeg aldersmæssigt i den gruppe, hvor det vil være rigtigt fint at vaccinere. Både af hensyn til mig selv og for at tage en for holdet, for at vi kan opnå flokimmunitet,« tilføjer hun.

Professoren fra Roskilde Universitet kan sagtens forstå, at mange overvejer, om der kan være en risiko for ukendte  bivirkninger ved de hurtigt udviklede vacciner.

»Det ville egentlig være mærkeligt, hvis man slet ikke var lidt bekymret for den slags. Men jeg noterer mig, at de vacciner, som Danmark har købt ind, er blevet testet lige så godt, som enhver vaccine ville blive. Trods det høje tempo har man stadig taget sig tid til de kliniske fase 3-studier, hvor man ser på effektivitet og bivirkninger.Så det er så godt, som det kan være. Vi ved, at ud af 20.000 vaccinerede mennesker, kom der ikke nogen alvorlige bivirkninger,« siger hun.

Lone Simonsen understreger dog, at der altid kan dukke en »én-ud-af-en-million-bivirkning« op, uden at det samlet går ud over vurderingen af vaccinens kvalitet.

Og hun synes samtidig, at det – ligesom i Storbritannien – vil give rigtig god mening at begynde med at vaccinere de ældste borgere først.

»Alderen er ganske enkelt en dominerende risikofaktor. Hvis man er meget gammel, så har man en kæmpe risiko for at dø i coronasammenhæng. Halvdelen af alle dødsfald med corona rammer folk over 80 år. Derfor synes jeg, at det er rigtigt at starte deroppe og så bevæge sig nedad, så vi kan få bremset de negative effekter af den her virus.«

»Og så er jeg ikke sikker på, at vi skal ned og vaccinere de helt unge børn og unge. For dem er den her sygdom ikke voldsomt værre, end influenza er,« påpeger Lone Simonsen.