Udbredelsen af coronavirussen er en hård omgang for dansk økonomi - og de praktiserende læger er bestemt ikke undtaget.

Selvom det for eksempel er muligt at benytte sig af særlige telefon- og videokonsultationer, tyder det nemlig på, at danskerne slet og ret bliver helt væk fra deres eget lægehus. Det skriver Dagens Medicin.

»Vi har betydeligt færre konsultationer, end vi plejer at have,« fortæller Peder Ahnfeldt-Mollerup, der er praktiserende læge i en kompagniskabspraksis i Vejle, til mediet og fortsætter:

»Min omsætning er i hvert fald faldet med en tredjedel, vil jeg tro. I sidste uge omsatte jeg for 20.000 kroner, hvor jeg normalt ligger på 32.000 kroner.«

De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner har ellers indført en række særaftaler, der skulle sikre, at lægerne - og deres pengepung - ikke bliver for hårdt ramt af krisen.

Der er for eksempel - udover videokonsultationerne - også blevet indført en højere takst for telefonkonsultationer, så ydelsen koster det samme som ved reelle fremmøder.

Alligevel fortalte Christian Freitag, formand i PLO, tidligere på ugen, at den samlede økonomiske omsætning er faldet med hele 40 procent.

Det skyldes blandt andet, at folk aflyser deres lægetid, fordi de ikke tør møde op af frygt for at blive smittet, eller fordi de simpelthen er for bange for at belaste sundhedsvæsenet unødvendigt, vurderer den praktiserende læge Peder Ahnfeldt-Mollerup over for Dagens Medicin.

Han fortæller endvidere, at hvor han før havde omkring 'nogle og tyve' konsultationer, så er han nede på fire den dag i dag - og antallet opvejes bestemt ikke af video- og telefonkonsultationer, uddyber han.

Han frygter, at det ender i en situation, hvor han må sende sine ansatte hjem. Han påpeger dog over for Dagens Medicin, at danskerne ikke skal have ondt af lægerne økonomisk set.

»Jeg har haft flere patienter, som står i en langt svære situation, end jeg selv gør. Til gengæld står vi med i forreste linje i bekæmpelsen af covid-19, så her løber vi en større risiko end mange andre danskere. Især mine ældre kolleger,« siger han til mediet.

PLO fortæller til Dagens Medicin, at de på nuværende tidspunkt ikke er bekendt med praktiserende læger, der har benyttet sig af regeringens lønkompensationsordning,