Siden Mette Frederiksen onsdag annoncerede en nedlukning af detailhandlen fra julenat, har et spørgsmål meldt sig igen og igen i B.T.s liveblog om coronavirus.

For mens der bliver rig mulighed for at kunne købe både vådt og tørt ind til fejringen af årets sidste dag, er aftenens underholdning mere truet: ‘Hvad med salg af fyrværkeri?’

Én ting er, om vi kan købe fyrværkeri (det kan vi, har Sikkerhedsstyrelsen fredag meldt ud). Én anden er, om vi overhovedet skal fyre det af. I vores naboland Tyskland har man på grund af corona helt forbudt krudt og raketter i år.

På onsdagens pressemøde var Mette Frederiksens hovedbudskab om nytårsaften, at vi kommer til at fejre årets sidste dag markant anderledes i år.

Sundhedsminister Magnus Heunicke fulgte op med, at de ville komme med nogle mere konkrete anbefalinger for nytår i løbet af den kommende uge.

Rigspolitichef Thorkild Fogde lagde på pressemødet dog ikke skjul på, at politiet er ‘en anelse bekymret for nytårsaften’ og især omkring midnat.

For hvor juleaften er en »politimæssigt ret fredelig aften«, er nytårsaften normalt ‘en »politimæssigt ret udfordrende aften«.

Derfor pointerede han også, at forsamlingsforbuddet på maksimalt ti personer også gælder klokken 24 nytårsaften.

Både eksperter og myndigheder opfodrer folk til ikke at forsmales på de store pladser, hvor man normalt vil søge hen for at se fyrværkeri f.eks. Rådhuspladsen. Faktisk risikerer man bøde, da forsamligsforbuddet på 10 også gælder nytårsaften ved midnat.
Både eksperter og myndigheder opfodrer folk til ikke at forsmales på de store pladser, hvor man normalt vil søge hen for at se fyrværkeri f.eks. Rådhuspladsen. Faktisk risikerer man bøde, da forsamligsforbuddet på 10 også gælder nytårsaften ved midnat. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Vis mere

»Lad være med at søge derhen, hvor man har gået hen traditionelt. Lad være med at søge ind på Rådhuspladsen. Lad være med at søge ned til søerne, hvis du er i København. Lad være med at søge ind til de centrale pladser i de andre store byer,« lød det fra rigspolitichefen.

Efter pressemødet udsendte Sundhedsministeriet en pjece om nedlukningen, hvor fyrværkerisalg kun er nævnt som en bisætning.

‘Butikkerne kan fortsat udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved e-handel, herunder fyrværkeri,’ står der i pjecen.

Men hvor smart er det så egentlig at gå på gaden med krudt og raketter i et år med corona?

Allerede nu melder sygehusene, at de er pressede på kapacitet. Så har de vel næppe behov for sprængte fingre og øjenskader?

Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen og tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital, er dog ikke så bekymret for fyrværkeriskaderne.

»Det er overdrevet. Fyrværkeriskaderne giver et reelt pres på skadestuerne, men det er ikke noget, som giver reelt pres inde i huset. Folk bliver behandlet, og så går de hjem igen. Der er kun ganske få mere alvorlige skader,« siger han.

Vi hører jo, at sundhedspersonale på sygehusene på grund af corona kan blive rykket mellem afdelinger. Kan personalet fra skadestuen ikke også bruges andre steder?

»Personalet på skadestuen skal jo være der under alle omstændigheder,« siger han og fortsætter:

»Der er mange argumenter mod fyrværkeri, men man kan altså ikke bruge sygehuskapaciteten som argument.«

Hvis man kun står sammen med dem, man har spist nytårsmiddag med, er der ikke den store smitterisiko ved at gå ud på gaden og se fyrværkeri, lyder det fra eksperterne.
Hvis man kun står sammen med dem, man har spist nytårsmiddag med, er der ikke den store smitterisiko ved at gå ud på gaden og se fyrværkeri, lyder det fra eksperterne. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvad med smitterisikoen, når vi efter nytårsmiddagen bevæger os ud på gaden?

»Jo, der er nok en lille risiko. Men risikoen for smitte er ikke særlig stor udendørs. Hvis man bare står sammen med dem, man har spist nytårsmiddag med. Men man skal ikke samles inde på Rådhuspladsen eller andre steder, hvor mange normalt går hen for at se fyrværkeri,« siger han.

Professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen er enig.

»Risikoen ikke er helt så stor, fordi det foregår udendørs, hvis man altså ser bort fra sprængeffekten,« siger han.

Allan Randrup Thomsen mener dog, at vi skal indstille os på et ret anderledes nytår i år.

»Jeg vil anbefale, at man holder lidt igen med alkoholen, fordi det får os til at opføre os mindre fornuftigt,« siger han.

Og så er der en helt særlig nytårstradition, som vi bør holde os helt fra.

»Der er mange, der har tradition for at gå til flere fester nytårsaften. Altså hvor man går rundt til folk, og det er i hvert fald ikke hensigtsmæssigt,« siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

»Hvis man skal fejre et festligt nytår med nogle venner, skal det være med et begrænset antal og de samme hele aftenen.«