Med en ny bølge af coronavirus og de indtil nu højeste antal registrerede smittede er situationen alvorlig i Danmark.

Selvom myndighederne gør meget for at bremse udviklingen, så kan vi gøre mere og bedre, mener epidemiolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital, Christian Wejse.

Kigger vi mod andre europæiske lande, er der flere områder, hvor vi i Danmark halter efter. Det gælder smitteopsporingen og testpolitikken, skriver Århus Stifttidende.

Christian Wejse ser gerne, at vi finder og tester kontaktpersoner til smittede hurtigere, end vi gør nu.

Udfordringen er, at man 'kun' smitteopsporer 48 timer bagud og generelt finder for få personer tæt på en smittet.

Kigger vi på Tyskland er effektiviteten på flere områder bedre. De har blandt andet tre gange så mange smitteopsporer ansat. De finder også langt flere smittede, end Danmark gør.

Smitteopsporingen i Tyskland går også en hel uge tilbage, hvorfor Christian Wejse ikke mener, at reglen om 48 timer sat af Styrelsen for Patientsikkerhed holder.

»Den gør, at vi får identificeret meget få kontakter til smittede. Det er langt det største problem med smitteopsporing, vi har i Danmark. For det er lige nøjagtigt dér omkring de personer, som lige er testet positive, vi skal finde de andre smittede,« siger han til avisen.

Coronaappen Smittestop har været kritiseret for sine fejl. Det er ikke alle tilfælde, at personer i smittefare, har fået besked.
Coronaappen Smittestop har været kritiseret for sine fejl. Det er ikke alle tilfælde, at personer i smittefare, har fået besked. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han giver et eksempel med en kvinde, som havde været på hyttetur med sine medstuderende. Hun blev testet positiv, da hun kom hjem, men der var gået mere end to dage.

Ifølge reglerne skulle hun ikke kontakte de andre studerende fra turen, så de kunne blive testet. Det valgte hun dog alligevel at gøre, og seks af dem testede efterfølgende positive for coronavirus.

Et andet område, hvor Danmark kunne effektivisere er testpolitikken. Alt for mange 'hyggetestes', hvorfor nære kontakter til smittede skal vente unødvendigt længe.

Til Århus Stifttidende skriver Sundhedsstyrelsen i et skriftligt svar, at vurderingen om de 48 timer bygger på den nyeste viden om virussen og på internationale anbefalinger samt eksperter. Det er indenfor to døgn, at den største virusudskillelse sker, og den kan oftest påvises i luftvejene 1-2 dage før, man udvikler symptomer, lyder det videre.