Vi har efterhånden hørt ordet 'corona' så mange gange de seneste måneder, at vi alle forbinder det med den virus, der lige nu spreder sig i hele verden.

Men i begyndelsen var det umuligt ikke at tænke på de Corona-øl, som mange af os har fået serveret med en lille limebåd til.

Det stod hurtigt klart, at virussen og øllen intet havde med hinanden at gøre, men spørgsmålet var så, om førstnævnte ville ødelægge salget hos sidstnævnte?

Og svaret var ja, hvis man skulle tro flere danske og udenlandske medier, der i sidste uge både refererede til en amerikansk undersøgelse af cirka 700 øldrikkeres syn på det mexicanske øl efter virusudbruddet og en udtalelse om, at firmaet bag Corona-øllen stod over for det værste kvartalsresultat i mange år.

Men nu er administrerende direktør i Constellation Brands, der producerer og markedsfører Corona-øllen, Bill Newlands, ude for at mane de rygter i jorden.

»Det er ekstremt uheldigt, at fejlinformation har cirkuleret i traditionelle og sociale medier – uden nærmere undersøgelse eller validering. Disse påstande afspejler slet ikke vores resultater,« udtaler han i en pressemeddelelse.

Faktisk gør direktøren klart, at man i USA, der er firmaets klart største marked, oplevede en stigning i salget på fem procent i perioden fra 16. februar og fire uger tilbage.

Og det er vel at mærke en periode, hvor folk havde hørt om coronavirussen.

»Vores virksomhed præsterer rigtig godt. I modsætning til mange af vores konkurrenter sker salget af vores øl nærmest kun på det amerikanske marked. Vores selskab har ikke en stor eksponering mod internationale markeder som eksempelvis Kina, der bliver hårdest ramt i denne situation,« siger han i pressemeddelelsen og slutter:

»Vores tanker går til dem, som er berørte af denne frygtelige virus, og vi håber, at indsatsen for at begrænse spredningen snart lykkes.«

Direktøren nævner selv Kina, da det tidligere har været ude i flere medier, at firmaet bag Corona-øllen har oplevet en stor nedgang i salget i netop det land siden virus-udbruddet.

I alt er 94.250 mennesker blevet smittet af virussen.