Over halvdelen af personalet på plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal i Nordjylland er nu ramt af coronavirus eller har udvist symptomer, så de er blevet hjemsendt.

Siden torsdag er der blandt personalet registreret ikke færre end syv flere coronasmittede, så det samlede antal nu er oppe på 29.

Dertil kommer den knap halve snes medarbejdere, som er blevet hjemsendt på mistanken om smitten.

Blandt beboerne er antallet af coronasmittede stadig på 12 personer, skriver nordjyske.dk.

»Vi har ikke konstateret smittede på andre af vore plejecentre men har nu 29 smittede medarbejdere på Vendelbocentret,« siger Leif Serup, direktør for Sundheds-, ældre- og handicapforvaltningen i Hjørring Kommune til mediet.

Nordjylland er blevet det nye epicenter for den frygtede smitte. Det er også ved Sindal, Fødevarestyrelsen torsdag aflivede en hel besætning bestående af 11.000 mink på en farm.

Analyser viste, at en stor del af minkene var smittet med coronavirus.

Det er endnu ikke fastslået, hvorvidt smitten er kommet fra mennesker til dyr eller fra dyr til mennesker på minkfarmen.

Også en række skoler i Hjørring by er i øjeblikket påvirket af corona-udbruddet.

Der er konstateret smittede elever på Bagterpskolen, Højene Skole og Lundergårdskolen.

Hjørring Kommune oplyser, at man arbejder tæt sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsbestyrelsen i bestræbelserne på at inddæmme smitten.