Lis og Allan Jensen har uden afbrydelse holdt jul med alle deres tre børnebørn, siden hvert og ét af dem blev født. Sådan bliver det ikke i år.
»De er vant til at komme her til Danmark hvert eneste år og har aldrig holdt jul andre steder. Vi er en del af det, de forbinder med at holde jul, og det værste ved det er, at deres jul jo er ødelagt,« siger Lis Jensen.
Men hun og hendes mand har taget beslutningen. Julen bliver uden selskab fra datteren Britta, svigersønnen David og de tre børnebørn Sigurd, Emil og Anna på 12, 10 og 8 år, der alle bor i Barcelona. På grund af coronasmitten vil familierne ikke risikere at rejse den ene eller den anden vej.
Desuden tør de ikke binde an med, at de i enten Danmark eller Spanien ville kunne nå at blive testet og få et (rigtigt) svar i tide i forbindelse med en eventuel afrejse.

»De vil selvfølgelig komme til at savne os frygteligt juleaften, for i Spanien holder man jo ikke meget jul, så de er virkelig vant til den danske udgave,« siger Lis Jensen:
»Og selvfølgelig vil vi også savne dem frygteligt, for de er de eneste børnebørn, vi har.«
Her på B.T. kigger vi i den kommende tid på, hvordan danskerne midt i en corona-tid har tænkt sig at holde jul i år. Holder I jul, helt som I plejer – eller bryder I traditionerne på grund af smittefaren? Har du lyst til at fortælle, hvordan du holder jul, nytår eller julefrokost i år, så send en mail til danm@bt.dk eller 1929@bt.dk.
Så Lis og Allan Jensen bliver hjemme i Odder ved Aarhus juleaften. Her kommer sønnen Dennis derfor til at blive den eneste gæst, når kalenderlyset er brændt ned til 24. december.

Coronapandemien har i det hele taget gjort, at ægteparret ikke har set meget til datteren, svigersønnen og børnebørnene i Barcelona. Det er et år siden, at de senest har været i Spanien, mens Britta og børnene i sommer tog til Danmark i tre uger, da Barcelona så ud til igen at blive totalt nedlukket.
At et forsigtighedsprincip nu går ud over familiehyggen juleaften – samt alle de rejser ægteparret havde planlagt efter den nylige pension – kalder Lis og Allan Jensen for »et nødvendigt onde«.
De har nemlig i løbet af året konstateret, hvordan omfanget af smittede er steget i Danmark i forbindelse med ferier, når danskere er rejst rundt i landet og har besøgt hinanden. Så ægteparret er indforstået med at blive mest muligt derhjemme.
»Vi bakker da op om de her restriktionerne, og det er forhåbentlig kun et år, så det overlever vi nok. Der er ingen grund til panik, lad os nu bare for det overstået,« siger Allan Jensen:

»Nu er vi kommet så langt, så lad os få det sidste træk overstået: Få smitten stoppet og få den vaccine skudt ud. Og det kan kun ske, hvis vi opfører os ansvarligt allesammen. Og så overlever vi nok alle de afsavn i år.«
Hustruen Lis Jensen supplerer: »Og så håber vi bare på, at det er anderledes næste år. Vi må se i øjnene, at vi bare må hygge os, så godt vi nu kan. Men det er mest af alt børnebørnene, vi har det ringe med ikke at kunne se. Det er sgu synd for dem.«