Det kan næsten ikke blive mere julet end salg af juletræer, at kunne varme sig på en kop gløgg og høre julemusik.

Men sådan bliver det desværre ikke i år, når det gælder Gisselfeld Klosters juletorv i Haslev.

I en pressemeddelelse fortæller Gisselfeld Kloster, at dette års juletorv og julehygge bliver aflyst på grund af coronarestriktioner.

»Vi havde glædet os til at give vores gæster en ordentlig omgang julehygge og bidrage til at skabe lys her midt i mørket. Vi har i stedet valgt at tage vores del af ansvaret og aflyse alt, men håber, at se jer alle til juletorv i 2021,« , udtaler Charlotte Wagner, eventmanager for Gisselfelds Kloster i pressemeddelelsen.

Det er nemlig ikke kun julehyggen, der ender med at forsvinde fra Haslev, men det er også en stor del af deres omsætning.

»Bare alene vores park er fem gange så stor som Tivolis areal. I Tivoli er det tilladt at have 20.000 gæster, og vi må have 10. Det er sådan logik for perlehøns at spørge sig selv, hvordan det hænger sammen,« konstaterer Jens Risom, administrerende direktør for Gisselfeld Kloster til TV2-Øst.

For netop 22.000 tusind mennesker plejer at besøge juletorvet og til en billetpris på over 100 kroner, så er der lige pludselig snak om mange penge i følge Jens Risom. Men i følge sundhedsordføreren fra Socialdemokratiet, Rasmus Langhoff, er der ikke noget at gøre.

»Vi må gøre det så godt, vi kan, for at sikre, at vi får beskyttet befolkningen mod den her meget farlige virus. Det bedste, vi kan gøre, er at lytte til sundhedsmyndighederne, og agere herefter og sikre, at vi beskytter befolkningen, samtidig med at vi forsøger at holde så meget af samfundet åbent som overhovedet muligt,« udtaler Rasmus Langhoff.

Gisselfeld Klosters skove har også Skovtårnet, som en af deres helt store seværdigheder.