Carina Lund havde planlagt det perfekte bryllup for sig selv og sin kommende ægtemand. Et bryllup, hun har glædet sig ufattelig meget til, lige siden kæresten igennem 18 år forrige sommer friede til hende under en tur på Oslo-båden. Det var et stensikkert ja, og bryllupsplanlægningen kunne begynde.

Men alt dette forbliver en drøm nu. Carina Lund har nemlig måttet aflyse sit bryllup for anden gang på grund af corona. Denne gang efter regeringen tirsdag præsenterede de nye regler for fest- og natteliv i Københavnsområdet.

Retningslinjer, der gør det svært at gennemføre et bryllup, fordi festen skal slutte klokken 22, og fordi myndighederne anbefaler, at man kun er sammen med en lille håndfuld af de samme mennesker.

»Jeg blev meget ked af det. Tårerne trillede bare ned ad kinderne. Min kæreste og jeg er helt tomme indeni, vi sidder bare og kigger ud i luften,« siger Carina Lund, der onsdag har taget fri fra arbejde for at undgå de mange spørgsmål fra kollegaerne.

Det er ikke længe siden, at Carina Lund var på polterarbend, som en opvarmning til brylluppet. Foto: Privat
Det er ikke længe siden, at Carina Lund var på polterarbend, som en opvarmning til brylluppet. Foto: Privat
Vis mere

Carina Lunds bryllup stod til at blive afholdt 3. oktober. Her skulle hun have morgenhygget med sin datter, mens de blev sminket af en makeupartist. Herefter ville de blive hentet i en flot, gammel amerikanerbil og kørt gennem byen og hen til kirken.

Efter vielsen ville der være en en fin reception i et festlokale, og bagefter skulle de 38 nærmeste venner, familiemedlemmer og kollegaer tage til restaurant Sallies, hvor der var linet op til den helt store fest med fri bar og dans, så snart middagen var over.

Men da Carina Lund tirsdag middag sidder med sin datter i stuen og ser pressemødet, hvor de nye tiltag præsenteres, går det op for hende, at det ikke kommer til at ske alligevel.

»Jeg kigger over på min datter, og min verden bryder sammen. Nu bliver der ikke noget bryllup. Jeg ringede til restauranten, og vi blev enige om, at der ikke var noget at gøre. Og det vil gå ud over alle traditionerne, hvis vi skulle holde festen inden klokken 22,« siger 45-årige Carina Lund.

Carina Lund og Tom Andersen skulle giftes den 3. oktober - det skal de ikke alligevel på grund af corona-restriktioner. Foto: Privat
Carina Lund og Tom Andersen skulle giftes den 3. oktober - det skal de ikke alligevel på grund af corona-restriktioner. Foto: Privat
Vis mere

Det var anden gang. Det første bryllup skulle være holdt 20. juni, men blev også aflyst på grund af corona. Men denne gang var Carina Lund og kæresten sikre på, at brylluppet ville stå. Det var nemlig ikke mere end en uge siden, at de havde afleverede ringene til forloveren, og datoen var jo lige rundt om hjørnet.

»Det var som en atombombe. Der var lige kommet ro på følelserne efter første aflysning af brylluppet, der skulle være holdt i juni, og det virkede, som om jeg ville få et bryllup denne gang,« siger Carina Lund.

For Carina Lund og kæresten betyder det, at brylluppet nu er udsat igen, men på ubestemt tid.

»Det vil være for hårdt af aflyse det igen, og det er uvist, hvad der skal ske. Vi ved ikke, om corona blusser op igen. Så nu vil vi have corona ud af verden. Om det så bliver om to år eller fem år, det ved vi ikke.«

For Carina Lund og kæresten er det aflyste bryllup så hjerteskærende, at de 3. oktober, hvor brylluppet skulle have fundet sted, har tænkt sig at tage væk fra Albertslund, hvor de bor.

»Vi har lejet et sommerhus i Jarlsminde i en uge for at komme væk. Vi vil ikke være hjemme på dagen,« siger Carina Lund.