Efter fund af metalstykker tilbagekalder Coop to partier af økologisk hakket spinat af 400 gram

Supermarkedsgiganten Coop tilbagekalder to partier af hakket spinat. Producenten bag har konstateret fund af metalstykker.

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Der er specifikt tale om "dybfrost Änglamark økologisk hakket spinat" af 400 gram med bedst før-dato henholdsvis 7. maj 2024 og 22. februar 2025.

Produktet er solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og på coop.dk med følgende stregkodenummer: 7340011481782.

Coop råder forbrugerne til enten at levere varen tilbage til butikken, den er købt i, eller at kassere produktet.

/ritzau/