Hvis du er medlem af Coop og handler i en af koncernens butikker i løbet af de kommende uger, får du et gratis og klimavenligt indkøbsnet.

Det sker som led i Coops forsøg på at få danskernes plastikforbrug reduceret. Samtidig vil medlemmerne af Coop kunne tjene penge på det, når de genanvender posen den kommende måned. For hver gang, posen bliver brugt igen, vil medlemmerne få sat én krone ind på deres medlemskonto som en bonus.

Det oplyser Coop Danmark i en pressemeddelelse mandag.

'I kampen for at reducere danskernes plastikforbrug, indleder Coop et frontal-angreb på en af de varer, der hidtil har bidraget mest til koncernens indtjening, plastik-bæreposerne', lyder det.

Foto: Coop Danmark
Vis mere

I alt vil 700.000 klimavenlige, bio-baserede og genanvendelige indkøbsnet blive foræret til medlemmerne af SuperBrugsen, Kvickly, Dagli'- og LokalBrugsen, Fakta og Irma.

»Nutidens forbrug af plastik er en problemstilling, vi tager alvorligt. Engangsposer, vi bruger og smider hurtigt væk igen, er ikke godt for miljøet. Derfor har vi udviklet et klimavenligt genbrugsnet. Men vi skal også bruge utraditionelle metoder til at få danskerne til at ændre vaner. Derfor deler vi dem gratis ud og belønner vores medlemmer med bonus hver gang, de bruger nettet,« siger CSR-direktør i Coop, Signe Frese.

Det nye initiativ vækker glæde hos Danmarks Naturfredningsforening.

»Genialt, endelig en løsning, der fremmer genbrug af bæreposen, og så endda med et økonomisk incitament for forbrugeren. Vi kunne ikke være mere positive. Genbrug af bæreposerne er det bedste, vi kan gøre for vores miljø. Vi håber selvfølgelig, at løsningen bliver permanent,« lyder det fra foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

I løbet af de kommende måneder kommer de almindelige plastikposer også i en klimavenlig, biobaseret og genanvendelig udgave.