Det bliver nu markant dyrere at få ladet sin elbil op, hvis man har et abonnement hos ladeoperatøren Clever.

Selskabet har således indført et såkaldt 'midlertidigt energitillæg' på 345 kroner om måneden.

Det svarer til en prisstigning på lige omkring 46 procent, hvis man har et almindeligt abonnement til 749 kroner om måneden.

»Vi indfører kun det her energitillæg lige nu, fordi det er strengt nødvendigt, og det er det nu, fordi indkøbsprisen på strøm er mere end fordoblet den seneste tid,« forklarer Clever-direktør Casper Kirketerp-Møller i en video på selskabets hjemmeside.

Her bliver baggrunden for prisstigningen lagt ud til kunderne, der også er blevet informeret pr. mail.

Direktøren tilføjer, at priserne ikke ser ud til at falde »lige foreløbig« – og at det ikke mindst skyldes den russiske invasion af Ukraine.

Kunderne bliver første gang opkrævet det nye tillæg fra 1. juni.

»Jeg tænker at tillægget måske kan føles lidt som en mavepuster i de her tider, hvor priserne på alting stiger,« siger Casper Kirketerp-Møller også.

Energitillægget hos Clever er indført på alle abonnementstyper, men det varierer i pris i forhold til abonnementerne. Hvis man eksempelvis betaler 369 kroner om måneden for at få ladet sin plugin/hybridbil op vil det fra juni koste 195 kroner ekstra om måneden.

Det svarer til en prisstigning på 52 procent.

Clever ved endnu ikke, hvor længe man vil opkræve det midlertidige energitillæg af kunderne.

'Tillægget frafalder igen, når elprisen forhåbentlig finder tilbage til sit normale leje. Indtil da genberegner vi tillægget hver fjerde måned ud fra de aktuelle strømpriser og -prognoser,' fremgår det af selskabets hjemmeside:

'Næste genberegning er i efteråret og vil træde i kraft 1. oktober, og vi varsler eventuelle ændringer med en måneds varsel.'

Clever oplyser videre til kunderne, at de på grund af prisstigningerne har mulighed for at skifte abonnement, sætte det i bero eller ligefrem opsige det.